[Pc-listen] Et oplæg om skærmlæseren NVDA

Brian Olesen brian at blindkom.dk
Tor Nov 17 20:55:39 CET 2022


Hvad er NVDA og hvad er det der gør den til så god en skærmlæser


 

De fleste helt almindelige brugere tænker i deres dagligdag nok ikke så
meget over, hvad det er, der gør at deres computer kan læse op fra skærmen
via syntetisk tale. I praksis kunne dette dog ikke lade sig gøre uden en
såkaldt skærmlæser. Her i Danmark har vi i mere end 25 år hovedsageligt brug
den skærmlæser der kaldes Jaws, vis fulde navn er Jaws for Windows.

Der har været mange andre skærmlæsere på banen, men kun en af disse har
stædigt holdt ved og er i dag faktisk Jaws overlegen på flere områder. Det
er skærmlæseren NVDA. (NonVisual Desktop Access) direkte oversat Ikke-visuel
skrivebordsadgang. Denne skærmlæser med det noget pompøse navn udmærker sig
på især 2 væsentlige punkter. Dels at der er en helt utrolig stor
brugeropbakning bag den og så det faktum at den er helt gratis. Det første
har den direkte betydning, at brugerne selv har stor indflydelse på, hvad
den skal kunne og hvad det er vigtigst at få tilpasset. I løbet af de
seneste 20 er er der sket en helt enorm udvikling i samfundet globalt, så
teknologi fylder meget i alle menneskers bevidsthed og hverdag. Og når dette
er tilfældet skal hjælpeteknologierne jo også meget gerne udvikle sig i
samme retning, for at vi ikke lades ude i kulden.

Det har det store brugersamfund bag NVDA været virkelig gode til at gøre og
det har rigtig taget fart de senere år, hvor man har valgt et både kendt og
anerkendt programmeringssprog til NVDA kaldet Python.

I praksis betyder det, at NVDA nu også kan tilpasses i mindst lige så høj
grad som Jaws og ved hjælp af et sprog, som er velkendt blandt både seende
og ikke seende udviklere.

Herudover har NVDA et super fint system af virkelig mange vidt forskellige
brugertilpasninger man gratis kan hente til diverse opgaver og programmer
man bruger i sin hverdag. Disse tilføjelsesprogrammer er meget lette at
hente og installere direkte fra NVDA og træder i kræft lige så snart man
genstarter skærmlæseren.

Rigtig mange musikere benytter NVDA fordi den ikke lægger så stort beslag på
computerens ressourcer som Jaws og dermed flyder musikken bedre og mere
problemfrit, så de har direkte fravalgt Jaws som arbejdsredskab.

På den danske scene finder vi 2 meget væsentlige ressourcer som skal nævnes.
Dette er Daniel Gartmann og Nicolai Svendsen. Takket være dem har vi nu en
fuldt oversat dansk version af NVDA med dansk brugervejledning og det hele.
Disse 2 herrer skylder vi stor tak for deres hårde slid med at få NVDA
tilpasset de danske forhold.

Rigtig mange unge synshandicappede også her i Danmark har virkelig taget
NVDA til sig og bruger det mindst lige så gerne som Jaws, ikke mindst på
grund af de mange smarte tilføjelsesprogrammer man kan installere og så
fordi den fungerer godt sammen med mange computerspil.

Men NVDA er desværre i strid modvind blandt flere af de gamle etablerede
brugere. ”Vi kender Jaws” er et af argumenterne og måske er der også en
frygt for, at hvis først man tager hul på at bruge en gratis skærmlæser, så
kan det hurtigt blive en udfordring, at få kommunerne til at bevilge Jaws,
hvor behovet herfor faktisk eksisterer. Det er en tanke man sagtens kan
forstå, men man må også bare sige, at vi nok bør tage en så effektiv
skærmlæser til os som NVDA, for ikke at skyde os selv i foden, ved at bruge
det næstbedste tilbud på markedet blot fordi vi kan få det betalt.

Overgangen fra Jaws til NVDA er ikke helt let, da der er en del ting man gør
anderledes. Som et lille eksempel virker insert-tasten normalt, hvis man
trykker 2 gange på den under NVDA, hvor Jaws konsekvent undertrykker dens
normale funktion og det kan få en ret tydelig konsekvens, hvis man ikke lige
ved det og bruger NVDA. Så kommer man nemlig til at overskrive det man
allerede har skrevet i sit dokument, hvis man ikke er opmærksom på at man
har fået slået insert til.

Sådan er der flere forskelle mellem Jaws og NVDA man lige skal vænne sig
til. Men fordelene er mange ved at beherske begge skærmlæsere og NVDA har
faktisk mange små lækre funktioner. Et eksempel herpå er NVDA’s
pausefunktion. Det er simpelthen super smart, at trykker du på shift holder
talen pause til du trykker shift igen. Super smart når telefonen lige ringer
og den starter præcis fra det sted hvor den stoppede og ikke ved nærmeste
sætning, linje osv. Som det er tilfældet med Jaws. Super smart og meget
brugbart i hverdagen.

Dette oplæg har jeg skrevet, for at sætte nogle tanker i gang hos jer idet
der i den kommende tid vil blive sat fokus på NVDA på Blindkom og
forhåbentlig også andre steder, så flere blinde får mulighed for at lære
NVDA at kende og bruge den de steder, hvor Jaws kommer til kort, eller
simpelthen vælge NVDA som sin foretrukne skærmlæser som mange vælger at
gøre.

 

 

Mvh. Brian Hovmand Olesen tlf. 40 91 65 80 mail: brian at blindkom.dk

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/pc-listen_blindkom.dk/attachments/20221117/ba6bef4f/attachment.html>


Mere information om maillisten Pc-listen.