[Pc-listen] Verden er større end Google - tre gode alternativer til verdens største søgemaskine
Brian Hovmand Olesen
brian at blindkom.dk
Man Nov 25 08:07:11 CET 2024
Verden er større end Google – tre alternativer til verdens største
søgemaskine
Selvom det at Google noget er blevet en fast del af vores ordforråd, så
findes der fremragende alternativer til Google, som forsøger at bryde
Googles monopol og give dig nye måder at søge internettet på, og bare rolig
– ingen af dem er Bing.
Duck Duck Go – En af de længstlevende alternative søgemaskiner
Hvis du bare vil have en alternativ søgemaskine, uden gimmicks eller
betalingsmodeller. Så er Duck Duck Go det bedste bud på markedet. Duck Duck
Go er en af de længstlevende alternativer til Google med et stort fokus på
privatliv og at give dig søgeresultater, der ikke er farvet af dine
tidligere søgninger. Det er råt og ufiltreret internet på godt og ondt.
Søgeresultaterne bliver nemlig ikke justeret i forhold til dine tidligere
søgninger og browserhistorik. I stedet forsøger Duck Duck Go at gå så
neutralt til værks som muligt, og bare give dig det første og bedste bud på
din søgning.
Det betyder samtidig også, at Duck Duck Go nogle gange rammer rigtig meget
ved siden af. Det giver nogle gange rigtig god mening, at ens søgemaskine
kender lidt til en og ved, at man som regel vil ind på Wikipedia, hvis man
søger efter et emne og dermed altid løfter Wikipedia op øverst i ens
søgeresultater. Mens ved Duck Duck Go skal du præcisere dine søgninger en
del mere for at få søgeresultaterne skubbet hen i den retning du vil.
I bytte for det mere “nøgne” internet, så får du en søgemaskine med et
benhårdt fokus på privatliv, og et af de bedste alternativer til Google.
Duck Duck Go er gratis at bruge, og kan bruges med eller uden Duck Duck Go’s
egen browser
Brave Search – AI understøttet søgemaskine med fokus på, at finde tingene
hurtigere
Vil du til gengæld prøve kræfter med en helt anden måde at forholde sig til
søgemaskiner, så tag et kig på Brave Search.
Oprindeligt var Brave en browser, men har nu også udvidet med sin egen
søgemaskine. Brave Search viser dig ikke bare søgeresultater, men bruger
også AI til at hjælpe dig med at filtrere, sortere og kondensere
hjemmesider. Så du behøver ikke at forlade siden med søgeresultater for at
finde svaret på nogle af dine spørgsmål.
Brave Search er gratis at bruge, og kan bruges med eller uden Braves egen
browser.
Kagi Search – Hvis du er klar til at betale for din søgemaskine
En søgemaskine er ikke bare en søgemaskine. Google er influeret af dine
tidligere søgninger og hvad du ellers søger efter på internettet. Men Kagi
Search forsøger at neutralisere søgningerne og samtidig lave en bedre
søgemaskine.
Det gør Kagi ved tre grundlæggende principper:
– Ingen overvågning af dig
– Lynhurtige neutrale søgninger
– Adgang koster penge
Kagi er nemlig ganske unik på den måde, at den koster penge. Du kan nemlig
kun bruge Kagi gratis til dine første 100 søgninger. Bagefter skal du betale
et månedligt abonnement for, at blive ved med at bruge Kagi.
Du kan enten betale 380kr om året, og få 3.600 søgninger at bruge i løbet af
året. Eller 760kr for ubegrænset adgang.
Forretningsmodellen hos Kagi er derfor udelukkende at levere en god
søgeoplevelse. Der bliver ikke vist reklamer, dine data bliver ikke solgt
til en tredjepart eller på anden vis misbrugt.
Kagi har udover det også særlige funktioner som, at du kan blokere for sider
du oplever som ubrugelige eller “booste” sider, som du i forvejen er glad
for og vil se hyppigere i dine søgeresultater. Du kan dermed bygge din egen
personlige søgemaskine.
Kagi Search er gratis de første 100 søgninger, og koster derefter penge.
Her er links til de 3 søgemaskiner:
https://duckduckgo.com/
https://search.brave.com/
https://kagi.com/
Mvh. Brian
-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/pc-listen_blindkom.dk/attachments/20241125/b3709e02/attachment.htm>
Mere information om maillisten Pc-listen.