[Sexlisten] Unge mænd frygter at blive anklaget for voldtægt: 'Kan man nogensinde være helt sikker?' | Indland | DR

sexlisten at blindkom.dk sexlisten at blindkom.dk
Tor Sep 21 14:26:10 CEST 2023


Unge mænd frygter at blive anklaget for voldtægt: 'Kan man nogensinde være
helt sikker?' | Indland | DR

 <https://www.dr.dk/nyheder/indland> INDLAND

Unge mænd frygter at blive anklaget for voldtægt: 'Kan man nogensinde være
helt sikker?'

En ny rapport fastslår, at unge mænd har svært ved at afkode samtykke.



De fleste danskere udtrykker deres samtykke gennem kropssprog, men det kan
være svært at afkode, synes unge mænd. (Foto: © (DR Grafik: Nathalie
Nystad))

AF

 <mailto:roul at dr.dk> Rosa Uldall

Det kan være svært at afkode et andet menneske. Specielt når det drejer sig
om intimitet.

Og med samtykkelovgivningen er der blevet sat en tyk streg under, at
samtykke fra ens partner er noget, som man skal have styr på.

Men en ny undersøgelse fra
<https://dkr.dk/nyheder/2023/sep/ny-undersoegelse-mange-danskere-er-i-vildre
de-med-samtykke-til-sex%e2%80%af-> Det Kriminalpræventive Råd viser, at over
54 procent af unge mænd mellem 16 og 20 år er bekymrede for at blive
fejlagtigt anklaget for voldtægt.

- Samtykkeloven skabte nogle ændringer, som jeg føler, at vores kultur er
bagud på. For det sætter nogle rammer for at kommunikere ordentligt, men det
kan være megasvært, siger 19-årige Carl Sprinkel, der går i 3.G på Allerød
Gymnasium og er lokalformand i Danske Gymnasiers Sammenslutning i
Nordsjælland.



Det er over 50 år siden, at det blev obligatorisk at have
seksualundervisning i folkeskolen. (Foto: © OLIVER BERG, Oliver
Berg/picture-alliance/dpa/AP Images)

Han har ikke selv oplevet at stå i en situation, hvor han var i tvivl. Men
Carl Sprinkel kan mærke på sine omgivelser, at det er noget, der får folk
til at holde igen.

- Man kan godt se ude i festmiljøet, at mænd er blevet lidt mere bange for,
at det bliver modtaget forkert, siger Carl Sprinkel.

Svært ved at gennemskue samtykke

Undersøgelsen viser også, at over halvdelen af danskerne giver deres
samtykke gennem kropssprog snarere end med ord. Det kan for eksempel være
gennem lyde.

Men det kropssprog og de uudtalte tilkendegivelser er svære for de unge mænd
at afkode. 40 procent af mændene mellem 16 og 20 år i undersøgelsen synes,
at det er svært at afgøre, om den anden samtykker, hvis ikke det bliver sagt
højt.

- Det er svært at være sikker på, at "nu har du givet udtryk for at ville
noget bestemt", for kan man nogensinde være helt sikker på det? Det kan man
jo ikke rigtig, siger Carl Sprinkel.

Derfor efterspørger han også mere undervisning om samtykkeloven.

Det er samtykkeloven - § 216, stk. 1

Samtykkeloven hedder officielt 'Samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse', og
den trådte i kraft den 1. januar 2021.

Den indebærer, at ethvert samleje uden samtykke er en voldtægt og kan
straffes med op til otte år. Eller med andre ord: Hvis ikke begge parter er
enige om at fuldføre samlejet, er det en voldtægt.

Hvis en sag om voldtægt skulle føre til dom inden samtykkeloven, krævede
det, at offeret var udsat for vold, tvang, trusler eller var i en
forsvarsløs tilstand.

Kilde: Retsinformation

Det er også en god ide, hvis man spørger Katrine Amalie Keller, der er
videnskonsulent i Det Kriminalpræventive Råd.

- Tallene kan være et udtryk for, at der stadig er rigtig mange, der er i
tvivl, om de gør det rigtigt.

Hun er enig i, at der skal mere og bedre seksualundervisning til på
skolerne.

- Man bør lære, hvordan samtykke praktiseres, man skal lære at tale om sex,
hvordan man respekterer en afvisning, hvordan spørger man om samtykke, og
hvordan man også identificerer sine egne behov, siger Katrine Amalie Keller.

Skal man være bekymret?

Men er der egentlig en god grund til, at over halvdelen af de unge mænd er
bekymrede for falske klager om voldtægt? Det er der ikke, hvis man spørger
Jessika Auken, der er vicestatsadvokat ved Rigsadvokaten.

Man skal ikke gå og være bekymret for at havne som anklaget i en
voldtægtssag

JESSIKA AUKEN, VICESTATSADVOKAT VED RIGSADVOKATEN

- Man skal huske på, at selvom den ene part føler, at vedkommende ikke har
givet samtykke til sex, så er det stadig vores opgave i anklagemyndigheden
at bevise, at den anden part også var klar over, at man ikke havde lyst,
siger Jessika Auken.

Det, som anklagemyndigheden blandt andet undersøger i sager om voldtægt, er
troværdigheden af begge parters forklaringer. De kan for eksempel også
undersøge, hvilke sms'er parterne har sendt til hinanden op til og efter
samværet for at blive klogere på relationen.

- Man skal ikke gå og være bekymret for at havne som anklaget i en
voldtægtssag, siger Jessika Auken og fortsætter:

- Men hvis man er i en situation, hvor man er i tvivl om, hvorvidt den anden
har lyst til sex, så er det altid en god idé at tænke sig om.

LÆS OGSÅ:
<https://www.dr.dk/p3/hey-du-ser-super-fraek-ud-hvordan-beder-du-egentlig-om
-sex-paa-en-god-maade> 'Hey, du ser super fræk ud': Hvordan beder du
egentlig om sex på en god måde?

Det er også en god idé at turde at spørge sin partner, hvis man er usikker,
lyder rådet fra Katrine Amalie Keller.

- Jeg ville råde til, at man tager samtalen op med sin partner. Men hvis du
er i tvivl, så stop op og fornem, hvilken reaktion du får - eller spørg.

Det har siden 1. august i år været et lovkrav, at gymnasieelever skal
modtage seksualundervisning. Det gælder dog ikke for erhvervsuddannelser.

Loven stiller ikke specifikke krav til tilrettelæggelsen af undervisningen,
eller om der skal undervises i samtykkeloven.

 

https://www.dr.dk/nyheder/indland/unge-maend-frygter-blive-anklaget-voldtaeg
t-kan-man-nogensinde-vaere-helt-sikker

 

K.H. 

Miller.

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/sexlisten_blindkom.dk/attachments/20230921/2eaae370/attachment.html>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image001.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 14631 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/sexlisten_blindkom.dk/attachments/20230921/2eaae370/attachment.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image002.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 33571 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/sexlisten_blindkom.dk/attachments/20230921/2eaae370/attachment-0001.jpg>


Mere information om maillisten Sexlisten.