[Sundhed] To millioner danskere går for sjældent til tandlæge - og de risikerer at blive alvorligt syge | Kroppen | DR.dk

Hans Mikkelsen hansmikkelsen at stofanet.dk
Ons Dec 15 17:03:05 CET 2021


To millioner danskere går for sjældent til tandlæge – og de risikerer at
blive alvorligt syge | Kroppen | DR.dk

 

 <https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen> KROPPEN

To millioner danskere går for sjældent til tandlæge – og de risikerer at
blive alvorligt syge

Betændelse i tandkødet kan skabe problemer og kædes sammen med
hjertekarsygdom og diabetes.

 

Hvis man skipper det årlige tandlægetjek, risikerer man, at sygdomme i
mundhulen udvikler sig uopdaget. Det kan føre til ubehagelige forløb med
især sygdommen parodontitis. Foto: Katrine Emilie Andersen © Scanpix Denmark

 

AF

 <mailto:smni at dr.dk> Simon Andersen Nielsen

12. DEC KL. 11:44

 

Faste besøg ved skoletandplejen er en af grundstenene i, at langt de fleste
danske børn og unge har sunde, velplejede munde og tænder.

Men når først vi har pustet 18 lys ud i lagkagen og bliver myndige, har der
været en regning forbundet med tandlægebesøget.

I hvert fald indtil for nylig, hvor den nye finanslov har udvidet den
skattefinansierede tandpleje til også at gælde de 18-21 årige.

Anbefalingen er, at de fleste voksne danskere bør besøge tandlægen mindst én
gang årligt. For folk med sunde tænder kan intervallet godt være eksempelvis
halvandet eller to år, men mange kommer endnu sjældnere.

 <https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/00016357.2021.1998611>
Forskere fra Københavns Universitet har gennemgået data fra alle landets
tandlægebesøg mellem 2012 og 2016, og cirka 40 procent af den voksne
befolkning kommer ikke til et årligt tjek, som sundhedsmyndighederne
anbefaler.

For nogle går der adskillige år imellem besøgene, og det kan have ret
alvorlige konsekvenser.

Det fortæller Kasper Rosing, som er en af forskerne bag undersøgelsen.

- Det lyder måske ikke så slemt, at man ikke lige kommer til tandlæge én
gang om året. Men det kan faktisk blive et stort problem, fordi ubehandlede
sygdomme i munden kan kan føre til omfattende behandlingsbehov. Især
parodontitis er et eksempel på en sygdom i mundhulen, som øger risikoen for
sygdomme i andre dele af kroppen, siger han.



© Ritzau Scanpix

DET VISER UNDERSØGELSEN

Forskerne på Københavns Universitet har haft adgang til data fra samtlige
tandlægebesøg i Danmark gennem fem år fra 2012-2016.

På den måde har de kunnet kortlægge, hvor tit voksne danskere sætter sig i
tandlægestolen.

60 procent havde i perioden besøgt tandlægen én eller flere gange om året,
sådan som sundhedsmyndighederne anbefaler.

For de resterende 40 procent gik der derimod mere end 12 måneder mellem
tandlægebesøgene. For nogle gik der flere år.

Samtidigt viste tallene, at mellem 12 og 14 procent af danskerne blev
behandlet for sygdommen parodontitis, som er en betændelsestilstand i
tandkødet. Parodontitis rammer
<https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/mave-og-tarm/sygdomme/taend
er/tandkoedsbetaendelse-og-parodontitis/> ifølge Tandlægeforeningen omkring
40 procent af danskere.

Derfor er en vigtig konklusion i undersøgelsen, at mange danskere går rundt
i længere tid med både udiagnosticeret og ubehandlet parodontitis.

Kilde:  <https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/00016357.2021.1998611>
Københavns Universitet

Kan sprede sig til andre steder i kroppen

Det er især sygdommen parodontitis, en destruktiv betændelse i tandkødet og
kæbeknoglen, som risikerer at blive alvorlig, hvis ikke den opdages i tide.

Derfor er det bekymrende, at så mange springer indkaldelsen til tandlægen
over, fortæller Kasper Rosing.

- Parodontitis er en lumsk sygdom, som udvikler sig langsomt og ofte med
symptomer, man først selv bemærker, når sygdommen er fremskreden. Det er
virkelig en skam, fordi sygdommen i mange tilfælde kan forebygges og let
behandles, hvis den fanges på et tidligere stadie.

Hvis man i lang tid går rundt med parodontitis, forsvinder en stor del af
det fæste og den knogle, som tænderne sidder i.

Det giver løse tænder og i de værste, ubehandlede tilfælde ender det med, at
tænderne falder ud.



En sygdom som parodontitis er ofte svær at opdage, hvis ikke man
regelmæssigt får tjekket sundheden i mundhulen. (© colourbox)

Men betændelsen fra tandkødet kan også sprede sig til andre dele af kroppen.

Det fortæller Christian Damgaard, som er forskningsområdeleder og lektor på
Københavns Universitet, hvor han forsker i parodontitis.

- Sygdommen er desværre i et vist omfang tabubelagt, fordi mange fejlagtigt
tror, at sygdomme i mundhulen altid er selvforskyldte. Det er ikke tilfældet
for parodontitis.

Forskning viser, at parodontitis også udgør en risiko for udvikling og
forværring af diabetes, hjertekarsygdom og leddegigt.

Det skyldes, at bakterier fra munden kan komme ud i blodbanen og sprede sig
til andre steder i kroppen.

- Parodontitis er ofte en god indikator for andre sundhedsmæssige problemer,
og hvis det forebygges, har forskning vist, at det kan spare mange penge
andre steder i sundhedsvæsenet, siger Christian Damgaard.



FIRE SYMPTOMER PÅ PARODONTITIS

Parodontitis udvikler sig for de fleste langsomt, og man vil i tidlige
stadier formentlig ikke mærke meget til sygdommen. Men særligt fire
symptomer bør få alarmklokkerne til at ringe.

1: Tandkødet bløder og er ømt ved eksempelvis tandbørstning.

2: Vedvarende dårlig ånde.

3: Tandkødet trækker sig tilbage, så tænderne ser længere ud.

4: Tænder, der vandrer så der opstår mellemrum mellem dem, eller de begynder
at rokke.

Selvom du ikke selv opdager sygdommen i de tidlige stadier, kan den fanges
tidligt og behandles ved tandlægen.

Kilde: Christian Damgaard, KU.

Regningen bliver kun større af at vente

Selvom den nye undersøgelse er baseret på tal fra 2012 til 2016, er
Christian Damgaard ikke i tvivl: Vi er ikke blevet bedre til at gå til
tandlægen siden.

- Der er en stigende ulighed i danskernes sundhed, hvor flere end forventet
ikke følger anbefalingerne om at gå til tandlægen. I tillæg hertil har vi de
seneste år haft flere perioder med corona-nedlukninger, hvor endnu færre har
været i stolen, siger han.

For børn og unge er tandplejen ikke forbundet med en regning, men
finansieret af skatten.

Grænsen for, hvornår man selv skal betale for at komme i stolen, har indtil
for nyligt været 18 år.

Men de yngste voksne har været dårlige til at komme til tandlægen, og i
forbindelse med den nye finanslov er tandplejen blevet uden egenbetaling
indtil 21 år.

Ifølge Christian Damgaard er pengene en vigtig faktor.

- I Danmark ligger vi helt i helt i top på tandsundhed for børn og unge. Men
kigger vi på voksne, falder tandsundheden iøjnefaldende, når vi sammenligner
os med andre europæiske lande. Jo mere sygdom man har i mundhulen, desto
større bliver regningen for behandling og forebyggelse. Det vil desværre
afskrække mange af dem, som har mest brug for behandling, siger han.

Men selvom en regning på 500 eller 1.000 kroner kan virke afskrækkende, så
er pengene godt givet ud på den lange bane, siger Kasper Rosing.

- I situationen kan det virke som en ærgerlig udgift, men regningen kan ende
med at forhindre et ubehageligt sygdomsforløb og en væsentlig dyrere
behandling i fremtiden.

 

 

https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/millioner-danskere-gaar-sjaeldent-ti
l-tandlaege-og-de-risikerer-blive

 

Mere fra dr.dk

Der er ingen beskrivelse.

Nyhedsbrevet Kroppen

Sundhed og forskning om dig og din krop.

 

 

MVH,

Hans Mikkelsen. 

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/sundhed_blindkom.dk/attachments/20211215/cad9d1ed/attachment.html>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image001.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 35026 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/sundhed_blindkom.dk/attachments/20211215/cad9d1ed/attachment.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image002.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 23955 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/sundhed_blindkom.dk/attachments/20211215/cad9d1ed/attachment-0001.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image003.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 23128 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/sundhed_blindkom.dk/attachments/20211215/cad9d1ed/attachment-0002.jpg>


Mere information om maillisten Sundhed.