[Sundhed] Gulerødder og motion kan ikke kurere type 2-diabetes. Men det tror over halvdelen af os | Indland | DR

Hans Mikkelsen hansmikkelsen at stofanet.dk
Fre Dec 2 15:35:14 CET 2022


Gulerødder og motion kan ikke kurere type 2-diabetes. Men det tror over
halvdelen af os | Indland | DR

 <https://www.dr.dk/nyheder/indland> INDLAND

Gulerødder og motion kan ikke kurere type 2-diabetes. Men det tror over
halvdelen af os

Der findes en masse myter og misforståelser om diabetes, viser ny
befolkningsundersøgelse. Og det er problematisk, mener ekspert.

 

Diabetesmyter lever i bedste velgående, og de kan give diabetes-stress,
vurderer ekspert. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix Denmark)

AF

 <mailto:catl at dr.dk> Cathrine Lakmann

 <mailto:LRAU at dr.dk> Louise Raundahl

I DAG KL. 06:30

Før kaldte vi sygdommen sukkersyge eller gammelmandssukkersyge.

I dag hedder det diabetes 1 eller 2. Og netop de gamle betegnelser for
sygdommen kan skabe misforståelser.

Det fortæller Anne Mose, som er psykolog i Steno Diabetes Center Aarhus.

- 'Sukkersyge' kan signalere, man har spist for meget sukker. At sygdommen
kun rammer gamle mennesker, der spiser forkert, fortæller hun.

Det gjorde mig vildt ked af det at blive sammenlignet med en gammel tyk
mand, når jeg var en ung kvinde.

LINE MARIA SØRUP, DIABETIKER

Og netop den opfattelse ramte også Line Maria Sørup, da hun som 33-årig fik
konstateret type 2-diabetes. Her lød diagnosen på gammelmandssukkersyge hos
lægen.

- Det gjorde mig vildt ked af det at blive sammenlignet med en gammel tyk
mand, når jeg var en ung kvinde. Og det var den sammenligning, jeg følte,
folk lavede om mig, når jeg prøvede at fortælle, hvad der var sket i mit
liv. At jeg havde passet på min krop som en gammel tyk mand.

Kan ikke kureres

 

Line Maria Sørup fik konstateret type 2-diabetes i 2009.

Mindst 280.000 danskere har diabetes, oplyser Diabetesforeningen. Langt de
fleste har type 2-diabetes.

Foreningen vurderer, at knap 80.000 danskere går rundt med type 2 uden at
vide det.

Og selvom der er sket meget på området, lever myter om diabetes i bedste
velgående.

For eksempel mener 59 procent af os, at type 2-diabetes kan kureres med sund
livsstil. Det viser en befolkningsundersøgelse lavet for
<https://diabetes.dk/media/zpfhgnll/viden-om-diabetes-2022.pdf>
Diabetesforeningen.

Man kan ikke slippe af med diabetes, hvis man spiser sundt og dyrker motion.
Men man kan holde blodsukkeret nede med sund livsstil, fortæller Tanja
Thybo, der er forskningschef i Diabetesforeningen.

- Mange kan skrue på kost og motion, og derfor behøver de ikke medicin. Men
man har stadig type 2-diabetes, selvom man får et normalt blodsukker. Det er
en livslang sygdom, siger hun i DR’s podcast
<https://www.dr.dk/lyd/p1/laegens-bord-podcast> ‘Lægens bord – Lyt til din
krop’.

Ikke alle er overvægtige

Knap 40 procent af os tror, at man kun får type 2-diabetes, hvis man er
overvægtig. Det viser befolkningsundersøgelsen.

Men det er ikke rigtigt.

Faktisk er alder og arvelighed de største risikofaktorer for at udvikle type
2-diabetes, fortæller Tanja Thybo fra Diabetesforeningen.

Men også den fordom er Line Maria Sørup stødt på utallige gange. At hendes
diabetes er selvforskyldt, fordi hun er overvægtig.

- Og det har gjort, at jeg har isoleret mig og sorteret folk fra. De
følelser, de folk giver mig, gider jeg ikke lukke ind. Derfor lukker jeg dem
ude, fortæller hun.

Myter kan give diabetes-stress

Noget tyder på, mange går rundt med en skæv opfattelse af, hvad diabetes er,
og hvad sygdommen skyldes.

Når man får diabetes, sætter det en lavine af følelser i gang, og mange har
en sorg over at være et menneske med en kronisk sygdom.

ANNE MOSE, PSYKOLOG

Og det er et problem, mener psykolog Anne Mose fra Steno Diabetes Center
Aarhus.

- Når man får diabetes, sætter det en lavine af følelser i gang, og mange
har en sorg over at være et menneske med en kronisk sygdom. Hvis man så
oveni møder uvidenhed i sin omgangskreds, hvor man får at vide, man bare
skal spise sundt for at blive kureret, så kan man føle sig misforstået.
Eller man kan føle, at folk ser ned på en, siger hun.

Og det kan være en kilde til diabetes-stress, som rammer næsten 25 procent
af alle med diabetes, fortæller Anne Mose.

- Det er hvis man er følelsesmæssig belastet over længere tid på grund af
diabetes.

Line Maria Sjørup har mødt mange kommentarer og råd angående diabetes. Men
det har ikke gjort hende mismodig:

- For mig har det haft den modsatte effekt. Blandt andet blev jeg frivillig
i foreningen. For jeg havde et behov for at fortælle, hvordan virkeligheden
er, og at det kan ske for alle. Alle kan få diabetes.

I dagens afsnit af 'Lægens bord - Lyt til din krop' kan du høre meget mere
om diabetes, som mange mennesker har, uden de ved det.

 

https://www.dr.dk/nyheder/indland/guleroedder-og-motion-kan-ikke-kurere-type
-2-diabetes-men-det-tror-over-halvdelen-af

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/sundhed_blindkom.dk/attachments/20221202/36d85342/attachment.html>


Mere information om maillisten Sundhed.