[Sundhed] Bedre forhold lokker danske sygeplejersker til Norge | Indland | DR

Hans Mikkelsen hansmikkelsen at stofanet.dk
Søn Jul 31 09:59:25 CEST 2022


Bedre forhold lokker danske sygeplejersker til Norge | Indland | DR

 <https://www.dr.dk/nyheder/indland> INDLAND

Bedre forhold lokker danske sygeplejersker til Norge

Udviklingen er et skrig om bedre arbejdsforhold, mener Dansk Sygeplejeråd.



Sygeplejerskernes fagforening er bekymret over, at medlemmer tager til
Norge. (Arkivfoto) (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ritzau Scanpix)

 

AF

 <mailto:fhag at dr.dk> Frederik Hagemann-Nielsen

 <mailto:marb at dr.dk> Martha Bach

I GÅR KL. 18:16

 

Flere og flere danske sygeplejersker kigger mod Norge, når den næste
arbejdsplads skal vælges.

Dobbelt så mange danske sygeplejersker har fået autorisation til at arbejde
i Norge i forhold til samme tid sidste år.

Det viser tal fra det norske
<https://www.helsedirektoratet.no/statistikk/statistikk-autorisert-helsepers
onell> Helsedirektorat.

Det sker samtidig med, at færre søger ind på sygeplejerskeuddannelsen, og
udviklingen bekymrer Dansk Sygeplejeråd, lyder det fra næstformand Dorte
Danbjørg.

- Sådan som jeg ser det, så er det et udtryk for, at sygeplejerskerne ønsker
at få nogle bedre løn- og arbejdsvilkår. Det er noget, som jeg synes,
politikerne skulle være opmærksom på, for man kan se, at sygeplejerskerne
stemmer med fødderne.

- De vender det danske sundhedsvæsen ryggen for at tage til Norge, hvor de
kan få nogle bedre løn- og arbejdsvilkår.

Ifølge Dansk Sygeplejeråd handler det først og fremmest om, at pengeposen er
større i Norge.

- I Norge kan du få en ret lukrativ løn som vikar, og jeg forstår godt, at
de ønsker at få en ordentlig løn for det arbejde, som de laver. Vi har
påpeget i årevis, at sygeplejerskernes lønninger i Danmark er for lave, og
vi ønsker, at politikerne gør noget ved det.

- Og når de ikke gør noget ved det, så forstår jeg godt, at sygeplejersker
vender sundhedsvæsnet ryggen, siger Dorte Danbjørg.

 
<https://www.nrk.no/norge/danske-ida-_25_-vil-heller-jobbe-som-sykepleier-i-
norge_-_-kan-tjene-det-dobbelte-1.16044320> Norsk Sykepleierforbund oplyser
ifølge NRK, at en sygeplejerske på et sygehus i gennemsnit har en timeløn på
260 norske kroner, hvilket svarer til lidt over 200 danske kroner.

En specialsygeplejerske får i gennemsnit 320 norske kroner - svarende til
241 danske kroner - i timen.

Svært at rekruttere i Danmark

En rapport fra
<https://star.dk/media/21254/rekrutteringssurvey-juni-2022.pdf> Styrelsen
for Arbejdsmarked og Rekruttering fra juni viser, at 46 procent af alle
forsøg på at besætte en sygeplejerskestilling har været forgæves.

Det svarer til 4.930 stillinger.

Et af de steder, hvor man oplever, at det er svært at tiltrække
arbejdskraft, er på Holbæk Sygehus.

Her fortæller vicedirektør Gitte Jensen-Fangel, at sygehuset i år har haft
25 jobopslag for sygeplejersker, hvoraf fem stillinger ikke blev besat.

- Det er svært at rekruttere der, hvor arbejdsvilkårene opleves sværere for
sygeplejerskerne. Det er typisk afdelinger, hvor patientklientellet har
mange sygdomme, har brug for meget behov for hjælp og støtte, komplekse
symptomer, så der er stort pres på sygeplejerskernes kunnen.



Vicedirektøren fortæller, at Holbæk Sygehus oftest forsøger at rekruttere
fra sygeplejeskolen i byen, og det er tit sygeplejestuderende, der allerede
har været i praktik på. Og når de oplever et presset sted, så har de ikke
lyst til at søge tilbage, siger hun.

- Det er fælles for alle sygehuse, at vi i høj grad rekrutterer nyuddannede
fra skolerne, og det er vigtigt for os at give dem et trygt miljø. Og her på
Holbæk Sygehus laver vi nogle on-boardingprogrammer, altså en langstrakt
introduktion med en erfaren mentor, så vi kan gøre dem trygge ved arbejdet,
siger Gitte Jensen-Fangel.

Ekspert: De er ikke tabt for altid

Ifølge Kjeld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi ved
Syddansk Universitet, er det et "betydeligt problem", at flere
sygeplejersker tager til Norge.

Men han mener ikke, at det er et permanent problem.

- Det har den udfordring, at vi mangler sygeplejerskerne her og nu. Men jeg
tror ikke på længere sigt, at der er omkring 400, der søger mod Norge og
slår sig ned for altid. Rigtig mange af de her danske sygeplejersker er kun
væk i kortere tid, så der er ikke noget, der tyder på, at de er tabt for det
danske sundhedsvæsen, siger han.

Kjeld Møller Pedersen bemærker også, at det ikke er altid, at lønforskellen
mellem Norge og Danmark er stor.

Det kommer an på, hvordan man er ansat.

- Hvis man kommer til Norge via et vikarbureau, så får man en højere løn.
Det samme er tilfældet i Danmark. Men hvis man søger til Norge som varig
ansat og er der i længere tid, er lønforskellen ikke lige så stor, siger
Kjeld Møller Pedersen.

Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at Holbæk Sygehus kun havde
fået jobansøgninger til 5 ud af 25 jobopslag til sygeplejersker. Det
korrekte er, at fem ud af 25 opslåede stillinger ikke blev besat.

 

 

 

Krænkende adfærd har fået mindst 54 kvinder til at forlade værnepligten før
tid | Seneste nyt | DR

I DAG KL. 09:08

Krænkende adfærd har fået mindst 54 kvinder til at forlade værnepligten før
tid

LÆS OP





AF

 <mailto:akna at dr.dk> Amalie Hougaard Knudsen

54 kvindelige værnepligtige har igennem de seneste 10 år lagt militærtøjet
på hylden og forladt værnepligten før tid på grund af krænkende adfærd.

 
<https://nyheder.tv2.dk/2022-07-30-kvindelige-vaernepligtige-forlader-forsva
ret-paa-grund-af-kraenkende-adfaerd-i-ligner> Det skriver TV 2.

En lang række afgangsinterviews, som Forsvarets Personalestyrelse laver med
de kvindelige værnepligtige, som stopper før tid, afslører årsagen til, at
de mange kvinder har forladt Forsvaret.

I 2012 til 2019 er der 54 kvinder, der har svaret, at kønskrænkende adfærd
er den primære eller sekundære årsag til, at de forlader værnepligten før
tid.

I en rapport om, hvad der bør gøres for at få flere kvinder til at blive i
værnepligten, skriver Forsvarets Personalestyrelse ifølge TV 2:

- Tjenestestederne bør indskærpe over for befalingsmænd såvel som officerer,
at chikane, hård, nedladende og krænkende og i særdeleshed voldelig adfærd
er uacceptabel, og øget tilsyn med de mest uerfarne befalingsmænd kunne
overvejes.

Afsløringerne har fået flere partier til at kalde forsvarsminister Morten
Bødskov (S) i samråd.

 

 

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/sundhed_blindkom.dk/attachments/20220731/7e1bec03/attachment.html>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image001.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 30116 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/sundhed_blindkom.dk/attachments/20220731/7e1bec03/attachment.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image002.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 28782 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/sundhed_blindkom.dk/attachments/20220731/7e1bec03/attachment-0001.jpg>


Mere information om maillisten Sundhed.