[Sundhed] Dansk kunstig intelligens kan hjælpe med at forudse dødelig bugspytkirtelkræft | Indland | DR

Hans Mikkelsen hansmikkelsen at stofanet.dk
Lør Jun 10 13:28:08 CEST 2023


Dansk kunstig intelligens kan hjælpe med at forudse dødelig
bugspytkirtelkræft | Indland | DR

 <https://www.dr.dk/nyheder/indland> INDLAND

Dansk kunstig intelligens kan hjælpe med at forudse dødelig
bugspytkirtelkræft

Et forskerhold har fodret en computer med danske sundhedsdata i håbet om at
fange bugspytkirtelkræft i opløbet.

 

Dansk forskerhold har udviklet kunstig intelligens, som de håber, kan hjælpe
med at screene for bugspytkirtelkræft. Arkivfoto: Søren Bidstrup

 

AF

 <mailto:kmas at dr.dk> Karen Orris Maschoreck

 

En computer, udviklet af et forskerhold fra Københavns Universitet og
Harvard University, har analyseret millioner af danskeres sundhedsdata og
kan nu i høj grad finde de faktorer, der bidrager til en øget risiko for
bugspytkirtelkræft.

En læge ser jo ikke seks millioner patienter i sin karriere. Der kan
computeren noget, der er sværere for den enkelte læge at matche. Mange læger
har jo en genial sygdomsintuition, men de er stadig lært af et langt færre
antal patienter.

PROFESSOR SØREN BRUNAK, KØBENHAVNS UNIVERSITET

- Computeren kigger på din sygdomshistorie, og så kan den give et tal for,
hvor stor din risiko for at udvikle bugspytkirtelkræft er, forklarer
studiets ledende forfatter og professor Søren Brunak fra Københavns
Universitet.

Bugspytkirtelkræft er relativt sjælden, men oftest dødelig. Selv hvis man
får fjernet svulsten helt, er kun halvdelen af patienter med
bugspytkirtelkræft i live to år efter operation, og kun cirka 10 procent af
patienterne er i live, fem år efter de har fået diagnosen.

Hvert år rammes 1000 danskere, og tallet er stigende.

Svær at diagnosticere

Ondt i maven, vægttab, diabetes er nogle af de symptomer og sygdomme, der
kan vise sig forud for kræft i bugspytkirtlen. Det gør sygdommen svær at
forudsige, fordi symptomerne er ret almindelige og overlapper med mange
andre og mere fredelige sygdomme.

Der har computeren en fordel over lægerne, fortæller Søren Brunak.

- En læge ser jo ikke seks millioner patienter i sin karriere. Der kan
computeren noget, der er sværere for den enkelte læge at matche. Mange læger
har jo en genial sygdomsintuition, men de er stadig lært af et langt færre
antal patienter.

Det er fordelen ved datadrevne metoder og kunstig intelligens. De kan
overskue umenneskelige mængder data, forklarer Søren Brunak, der ikke mener,
at computeren skal fungere helt uden lægefagligt input.

- Det er et beslutningsstøtteværktøj for lægerne. Så har man en ekstra
indikation til at vurdere risikoen.

Hvordan fungerer computerens algoritme?

Algoritmen baserer sin forudsigelse på på alle de sygdomme, du har haft.
Hvoraf nogle kan være kombinationer af af risikofaktorer, som fx type
2-diabetes og kronisk pancreatitis, som er en permanent tilstand, hvor vævet
i bugspytkirtlen er delvist omdannet til arvæv.

De er ikke nødvendigvis de samme for alle personer.

Ud over disse kendte faktorer, har modellen også peget på andre sygdomme og
symptomer i fordøjelsessystemet såsom galdestenssygdom, mavekatar, halsbrand
og sure opstød.

Ikke helt klar endnu

Studiet har været i gang i cirka tre år. Søren Brunak regner med, at de skal
bruge et til to år yderligere, før algoritmen bliver så god, som
forskerholdet kan gøre den med de data, der findes i Danmark.

- Indtil videre har vi brugt data fra hospitalerne. Vi arbejder på at udvide
metoden med data fra de praktiserende læger - sygdomme og receptdata. Det er
jo i virkeligheden derude, at mange af de tidlige sygdomssymptomer bliver
noteret.

Forskerholdet har testet computerens viden, der er baseret på dansk data, på
amerikansk sundhedsdata.

Når computeren testes på 600.000 danske patienter, den ikke har set før, og
finder de 1.000 personer med den højeste risiko for bugspytkirtelkræft, så
får 320 af dem rent faktisk bugspytkirtelkræft.

Det vil sige, at som computeren virker nu, så rammer den rigtigt i hvert
tredje tilfælde.

Forskerne håber på at kunne nedsætte antallet af falske positiver
yderligere, når de får udvidet algoritmen med data fra de praktiserende
læger. Når den er det, så kan det være, at computeren skal testes i praksis,
lyder det fra Søren Brunak.

- Så må de kliniske miljøer tage stilling til, om de synes, den er god nok.
Det her med at screene befolkningen, det går jo ud på at finde dem, der
virkelig har høj risiko.

- Det nytter ikke noget, hvis algoritmen siger, at der er flere hundrede
tusinde i Danmark, som nok får den her kræftsygdom, når det ikke passer med
den statistik, vi ellers ser. Så ender vi med at bruge en masse
hospitalsressourcer på personer, der bliver bekymrede uden grund. Derfor
skal vi nedbringe antallet af falske positive så meget, vi kan først, siger
han.

 

https://www.dr.dk/nyheder/indland/dansk-kunstig-intelligens-kan-hjaelpe-med-
forudse-doedelig-bugspytkirtelkraeft

 

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/sundhed_blindkom.dk/attachments/20230610/792b2de8/attachment.html>


Mere information om maillisten Sundhed.