[Teknik og fritid] Mange børn har svært ved at se langt - udeleg og pause fra skærm og skolearbejde kan bremse nærsynethed | Indland | DR

Hans Mikkelsen hansmikkelsen at stofanet.dk
Fre Jul 29 18:26:36 CEST 2022


                             Mange børn har svært ved at se langt – udeleg
og pause fra skærm og skolearbejde kan bremse nærsynethed | Indland | DR

 

 <https://www.dr.dk/nyheder/indland> INDLAND

Mange børn har svært ved at se langt – udeleg og pause fra skærm og
skolearbejde kan bremse nærsynethed

Antallet af nærsynede børn er i kraftig stigning på verdensplan, og det
bekymrer øjenlæger og optikere.



Kayhan Osmai prøver brillestel med glas, der passer til hans nærsynethed på
-8,5 og -9,5. (Foto: Lasse Uttrup DR Nyheder © Lasse Uttrup DR Nyheder)

 

AF

 <mailto:akna at dr.dk> Amalie Hougaard Knudsen

 <mailto:sipa at dr.dk> Sine Pam

Lasse Uttrup (foto)

I DAG KL. 05:52

 

Kan du se, hvad det her er?

Sådan spørger øjenlæge Claus Shah-Jørgensen.

Kayhan Osmai ryster på hovedet – det kan han ikke.

Han er fire år og svært nærsynet.

Kayhan er en del af en træls statistik. Hvert femte barn i Danmark er nemlig
nærsynet, ifølge et SDU-studie fra 2018 lavet af blandt andre øjenlæge
Kristian Lundberg.

Kayhan får sine runde briller på.

- Kan du se, hvad det her er? Spørger den aarhusianske øjenlæge igen.

- En helikopter, svarer Kayhan med et smil.

Kurven for, hvor mange børn på verdensplan, der er nærsynede og dermed har
svært ved at se ting, der er langt væk, går kun én vej – og det er opad. Det
viser rapporten 'Vision 2020' fra WHO, Verdenssundhedsorganisationen under
FN.

Det er også en stigning, der kan mærkes i efterspørgslen i brillebutikken,
oplever øjenlæge Claus Shah-Jørgensen, der er medejer af Brillebørn –
Danmarks første brillebutik kun for børn.

- På en måned her hos mig finder jeg nok dobbelt så mange eller tre gange så
mange nærsynede børn nu, som jeg gjorde for fem år siden.



Øjenlæge Claus Shah-Jørgensen er medejer af Brillebørn - Danmarks første
brillebutik kun for børn. Den er beliggende i Aarhus. (Foto: Lasse Uttrup DR
Nyheder © Lasse Uttrup DR Nyheder)

Se hvordan Kayhan med nærsynethed på -9,5 og -8,5 oplevede turen til
øjenlæge.

Afspil video

47 SEKUNDER

Optikere ser flere nærsynede børn

Stigningen i børn og unge, der skal have hjælp til at behandle nærsynethed,
kan også mærkes bredt blandt landets største optikerkæder. Synoptik, Louis
Nielsen og Profil Optik bekræfter alle, at der er kommet en stigning i antal
børn og forældre, der søger hjælp til nærsynethed.

Hos Synoptik har de i løbet af de sidste fem år oplevet mere end en
fordobling i antallet af nærsynede børn. De frygter, at denne stigning kun
er begyndelsen, og at vi i fremtiden kommer til at opleve endnu flere
nærsynede børn og unge.

- Vi kan se, at udviklingen er gået rigtig rigtig stærkt inden for fem år,
og at udviklingen fortsætter. Al forskning tyder på, at det kommer til at
fortsætte markant, siger Lars Tandrup, direktør hos Synoptik.

Udviklingen betyder, at de nu er gået i gang med at videreuddanne deres
optikere i, hvordan man kan forebygge yderligere nærsynethed hos børn og
unge.

- Vi opdaterer løbende vores optikeres kundskaber på det her område, og vi
har sat et specifikt program ind på nærsynethed som konsekvens af, at vi ser
flere og flere med den her udfordring, siger han.

Højere risiko for alvorlige øjensygdomme

Udover at det for børn kan være irriterende at have briller på når man
leger, så kan nærsynethed i en tidlig alder øge risikoen for alvorlige
synshandicap som grøn stær, nethindeløsning og sygdom i øjets gule plet.
Særligt hvis det ikke bliver opdaget i tide, siger Flemming Møller, overlæge
og forskningsleder på Vejle Sygehus, Øjenafdelingen og forklarer, at man
betragter svær nærsynethed som mere end -6.

- Vi vil gerne undgå, at børn bliver svært nærsynede, for hvis man er
nærsynet, så stiger risikoen for følgesygdomme meget kraftigt.



Kayhan Osmai skal have papiret meget tæt på ansigtet for at tyde symbolerne
uden sine briller på. (Foto: Lasse Uttrup DR Nyheder © Lasse Uttrup DR
Nyheder)

Noget af det, som forskere mistænker kan være en faktor, der er medvirkende
til børns nærsynethed, er skærme - altså mobiltelefoner og ipads, men også
andet nærarbejde som eksempelvis bøger. Dog kan man som forælder faktisk
gøre noget selv for at forebygge nærsynethed hos sine børn, siger Flemming
Møller.

- Hvis man kigger på befolkningsgrupper, hvor man ikke på samme måde går i
skole og har iPads og telefoner, så er de ikke nærsynede på samme måde
overhovedet.

- Skal man gøre noget godt for sine børn, så skal man sende dem ud at lege.
De skal ud og blive eksponeret for sollys og ikke have så meget
skærmarbejde.

Børns øjne udvikler sig indtil 10-11-årsalderen, og derfor er det vigtigt at
sætte tidligt ind, når man skal forebygge nærsynethed, siger øjenlæge Claus
Shah-Jørgensen.

- Der er nogle mekanismer i øjet, som er programmeret på den måde, at jo
yngre man er, når man starter med sin nærsynethed, desto hurtigere kan det
blive værre.

GODE RÅD TIL AT FOREBYGGE NÆRSYNETHED HOS BØRN

 <mailto:akna at dr.dk> Amalie Hougaard Knudsen

*	Så meget udendørs leg som muligt - blot 45 minutter om dagen kan
gøre en forskel, for forskning tyder på, at sollys har en positiv effekt på
øjets udvikling
*	Pauser fra skærm og bøger - bare et par minutter en gang i timen
*	20-20-20-reglen: For hver 20 minutter foran skærm og bog, skal man
kigge på noget, der er mindst 20 meter væk i 20 sekunder

Kilder: Louis Nielsen og Flemming Møller, overlæge og forskningsleder på
Vejle Sygehus, Øjenafdelingen

I Brillebutikken i Aarhus er Kayhan gået ombord i dagens anden grønne
slikkepind. Noget der beroliger ham under øjenundersøgelserne. Han har nu
bevæget sig over til væggen med briller.

- Jeg kan gode lide de blå, siger han, mens han peger på et blåt brillestel
med spiderman på.



Kayhan Osmai har ikke noget imod at prøve de mange forskellige slags briller
i butikken. (Foto: Lasse Uttrup DR Nyheder © Lasse Uttrup DR Nyheder)

For Kayhans forældre kom det som et chok, at deres søn er svært nærsynet.

- Vi havde slet ikke forventet, at det var så slemt, han var meget aktiv og
kunne rigtig mange ting. Det har været virkelig svært at forstå, og jeg
kunne slet ikke sætte mig ind i, hvor slemt det måtte være for ham, siger
Mirwais Osmai, der er far til Kayhan.

Men siden deres dengang 3-årige søn fik briller, er hans adfærd ændret
betydeligt.

- Han plejede altid at gå med os i hånden og lege med små ting tæt på, men
nu giver han slip fra vores hånd og involverer sig i andre lege som fodbold,
siger han.

TIDLIGE TEGN PÅ, AT DIT BARN KAN VÆRE NÆRSYNET

 <mailto:akna at dr.dk> Amalie Hougaard Knudsen

*	Kniben med øjnene
*	Tager ting tæt på ansigtet
*	Sætter sig tæt på fjernsynet
*	Blinker meget
*	Lider af hovedpine, træthed eller har svært ved at koncentrere sig
*	Hvis der i forvejen er nærsynethed i familien
*	Problemer med motorikken

Kilder: Øjenforeningen, Nyt Syn, Claus Shah-Jørgensen, praktiserende
øjenlæge

En verdensomspændende tendens

Det er ikke kun i Danmark, at børn og unge i høj grad bliver ramt af
nærsynethed. WHO, Verdenssundhedsorganisationen under FN, forudser, at der i
2050 vil være mere end 200 millioner flere børn og unge, der lider af
nærsynethed.

WHO vurderer også, at 50 procent af jordens befolkning i 2050 vil være
nærsynede, og 10 procent af dem vil være svært nærsynede og dermed i højere
risiko for alvorlige øjensygdomme. Det svarer altså til 1 milliard mennesker
på verdensplan med svær nærsynethed i 2050.

Dermed indgår danske børn og unge i en statistik, der, ifølge WHO, går den
gale vej. Men selvom hvert femte danske barn er nærsynet, står det endnu
værre til for børn og unge i Asien, viser WHO’s rapport ’Vision 2020’. Og
det er problematisk, mener Flemming Møller, overlæge og forskningsleder på
Vejle Sygehus, Øjenafdelingen.

- Det er alvorligt. Det er et problem, de er nødt til at adressere. I Asien
er 80 procent af de børn, som kommer ud af folkeskolen, nærsynede, og det
tror vi hænger sammen med den måde, børn lever på i Asien, hvor de har
rigtig meget nærarbejde.



Flemming Møller er overlæge og forskningsleder på Vejle Sygehus,
Øjenafdelingen. Han er en del af den forskning, som søger at forbedre
behandlingsmulighederne for svært nærsynede. (Foto: Lasse Uttrup DR Nyheder
© Lasse Uttrup DR Nyheder)

Nye behandlingsmuligheder

Og netop fordi vi kigger ind i en fremtid med mere skærmtid, mere
skolearbejde og mindre udeleg, der alt sammen er med til at påvirke børns
nærsynethed negativt, arbejder danske forskere lige nu på højtryk for at
finde gode behandlingsmuligheder mod nærsynethed.

Lige nu undersøger forskere blandt andet specielle natlinser, briller med
behandlende effekt og øjendråber, der skal kunne bremse nærsynethed. Og det
har et særligt formål ifølge Flemming Møller.

- Vi vil gerne undgå, at børnene bliver svært nærsynede, for risikoen for
følgesygdomme som følge af nærsynethed da stiger meget kraftigt. Så vores
mål, når vi behandler, er at forsøge at forhindre børnene i at blive svært
nærsynede.

Ifølge Flemming Møller er der indtil videre set lovende resultater for de
behandlingsmuligheder, de undersøger.

- Vi kan ikke stoppe udviklingen endnu, men vi kan bremse den. Eksempelvis
natlinserne var vi meget overraskede over, hvor effektive de var, vi kunne
reducere udviklingen af nærsynethed med knap 60 procent over 18 måneder.



Kayhan Osmai og hans forældre Marzieh Osmai og Mirwais Osmai (Foto: Lasse
Uttrup DR Nyheder © Lasse Uttrup DR Nyheder)

Forælder til et nærsynet barn

Og som forælder til et svært nærsynet barn, ligger resultaterne af de nye
behandlingsmuligheder i højsædet.

- Vi er jo super interesserede i al den nye forskning, vi følger rigtig
meget med i det, fordi vi har et håb om, at der vil være nogle nye
behandlingsmuligheder, som kan bremse udviklingen i nærsynethed, siger
Mirwais Osmai, far til Kayhan.

4-årige Kayhan Osmai er gået i fuld gang med at lave plastikspejlæg i
øjenlægens børnekøkken af træ. Han er selv i gang med at prøve natlinserne,
der ifølge mange forskere har fået gode resultater. Når han skal forklare
det selv, er der heldigvis en god portion barnlig fantasi over linserne.

- Feen kommer og tager kontaktlinserne ud om morgenen, inden jeg vågner,
fortæller han til øjenlæge Claus Shah-Jørgensen.

Hør i videoen herunder Flemming Møller, overlæge og forskningsleder på Vejle
Sygehus, Øjenafdelingen, fortælle om, hvad der sker med øjet, når det bliver
nærsynet.

Afspil video

54 SEKUNDER

 
<https://www.facebook.com/share.php?u=https%3A%2F%2Fwww.dr.dk%2Fnyheder%2Fin
dland%2Fmange-boern-har-svaert-ved-se-langt-udeleg-og-pause-fra-skaerm-og-sk
olearbejde-kan> 


 

https://www.dr.dk/nyheder/indland/mange-boern-har-svaert-ved-se-langt-udeleg
-og-pause-fra-skaerm-og-skolearbejde-kan

 

Mange børn har svært ved at se langt – men udeleg og skærmpauser kan bremse
nærsynethed, fra sektionen "Indland"

 

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/teknikfritid_blindkom.dk/attachments/20220729/781b79a5/attachment.htm>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image001.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 20475 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/teknikfritid_blindkom.dk/attachments/20220729/781b79a5/attachment.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image002.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 25573 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/teknikfritid_blindkom.dk/attachments/20220729/781b79a5/attachment-0001.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image003.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 13538 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/teknikfritid_blindkom.dk/attachments/20220729/781b79a5/attachment-0002.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image004.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 23466 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/teknikfritid_blindkom.dk/attachments/20220729/781b79a5/attachment-0003.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image005.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 19897 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/teknikfritid_blindkom.dk/attachments/20220729/781b79a5/attachment-0004.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image006.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 35296 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/teknikfritid_blindkom.dk/attachments/20220729/781b79a5/attachment-0005.jpg>


Mere information om maillisten Teknikfritid.