[Teknik og fritid] Bævere tager sag i egen hånd og sparer tjekkiske skatteydere for millioner | Udland | DR
Hans Mikkelsen
hansmikkelsen at stofanet.dk
Fre Feb 7 11:01:42 CET 2025
Bævere tager sag i egen hånd og sparer tjekkiske skatteydere for millioner |
Udland | DR
<https://www.dr.dk/nyheder/udland> Udland
Bævere tager sag i egen hånd og sparer tjekkiske skatteydere for millioner
En planlagt menneskeskabt dæmning i Tjekkiet droppes nu, efter en flok
bævere tilsyneladende har fikset problemet.
Det er europæiske bævere som den på billedet, der har været på spil i
Tjekkiet. (Foto: © Johnny Madsen/Biofoto/Ritzau Scanpix)
Af
<mailto:JHST at dr.dk> Jakob Høstrup
I syv år har Tjekkiets svar på Naturstyrelsen planlagt at opføre en dæmning
i et vandløb ved et beskyttet naturområde i Brdy-regionen i Bøhmen.
Dæmningen skal blandt andet forhindre oversvømmelser af områderne længere
nede langs vandløbet, når der falder regn.
Men på grund af stridigheder om landrettigheder, klager og sagsbehandlingen
af disse har projektet til 30 millioner tjekkiske kroner – svarende til
omkring 8,9 millioner danske kroner – trukket i langdrag.
Nu ser det dog ud til, at en lokal bæverkoloni på få nætter har overhalet
det tjekkiske statsapparats møjsommelige bureaukrati inden om.
Nærmest fra den ene dag til den anden har bæverkolonien taget sagen i egen
hånd og bygget en dæmning på præcis det sted, hvor myndighederne ville
opføre dæmningen.
Dæmningen ser ud til at være en endnu bedre løsning, end den de tjekkiske
myndigheder har brugt syv år på at gennemføre. (Foto: © Nature Conservation
Agency of the Czech Republic)
Det skriver
<https://english.radio.cz/beavers-build-planned-dams-protected-landscape-are
a-while-local-officials-still-8841536> Radio Prague International.
Og ikke nok med at bæverne har bygget dæmningen, er den også bygget så godt
og solidt, at den får lov til at stå.
- Bævere er i stand til at bygge en dæmning på én – højst to – nætter, mens
mennesker skal have byggetilladelser, få godkendt byggeprojektet og finde
pengene til det, forklarer biolog Jiri Vlček.
Sparer millionbeløb
Faktisk har bæverne løst opgaven så godt, at myndighederne dropper
projektet. For bæverne har simpelthen løst opgaven bedre.
- Bæverne kom dem (Naturstyrelsen, red.) i forkøbet og sparede os for 30
millioner. De byggede dæmningerne uden nogen form for dokumentation og helt
gratis, siger Bohumil Fišer, der er leder af naturparken i Brdy, til Radio
Prague International.
Bæverne har blandt andet fældet et træ i nærheden for at skaffe træ til
dæmningen (Foto: © Nature Conservation Agency of the Czech Republic)
Den bæverbyggede dæmning er langt bedre for det vådområde, som vandløbet
ligger i, end den menneskeskabte så ud til at blive.
Biologer vurderer, at dæmningen vil være en bedre løsning for blandt andet
stenkrebsen, frøer og andre dyr i området.
- Bævere ved altid bedst. De steder, hvor de bygger dæmninger, er altid
valgt helt rigtigt – bedre end når vi designer det på papir, siger Jaroslav
Obermajer, der er områdechef i Tjekkiets agentur for natur- og
landskabsbeskyttelse.
Hvor mange bævere, der har bidraget til byggeriet, vides ikke, men der bor
en koloni på omkring otte europæiske bævere i området, skriver Radio Prague
International.
https://www.dr.dk/nyheder/udland/baevere-tager-sag-i-egen-haand-og-sparer-tj
ekkiske-skatteydere-millioner
-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/teknikfritid_blindkom.dk/attachments/20250207/c89f9a62/attachment.htm>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image001.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 68689 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/teknikfritid_blindkom.dk/attachments/20250207/c89f9a62/attachment.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image002.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 84535 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/teknikfritid_blindkom.dk/attachments/20250207/c89f9a62/attachment-0001.jpg>
Mere information om maillisten Teknikfritid.