[Politik] Politikere får stadig lukrativ pension trods løfter om ændringer i årevis: 'Det er slet ikke i orden' | Politik | DR

Hans Mikkelsen hansmikkelsen at stofanet.dk
Lør Feb 19 18:20:41 CET 2022


Politikere får stadig lukrativ pension trods løfter om ændringer i årevis:
'Det er slet ikke i orden' | Politik | DR

 <https://www.dr.dk/nyheder/politik> POLITIK


Politikere får stadig lukrativ pension trods løfter om ændringer i årevis:
'Det er slet ikke i orden'


Nu kræver flere partier handling, mens ekspert ikke tror på store ændringer.



I 2019 blev et flertal i Folketinget enige om, at politikere og ministres
lønforhold skulle laves om, så de i højere grad afspejlede den almene
befolkning. Nu siger kalenderen 2022, og politikernes lønforhold er forsat
uændret. (Foto: Grafik: Søren Winther Nørbæk)

 

AF

 <mailto:stli at dr.dk> Stine Lindegaard

 <mailto:abys at dr.dk> Anders Byskov Svendsen

I DAG KL. 16:45

 

https://www.dr.dk/nyheder/politik/politikere-faar-stadig-lukrativ-pension-tr
ods-loefter-om-aendringer-i-aarevis-det-er

u, hvad en politiker får i løn for at sidde i Folketinget?

Det kan være svært at gennemskue - for deres lønsedler ligner ikke dem, de
fleste af os får udleveret hver måned. De består nemlig af en række
vederlag, skattefri tillæg og en meget lukrativ pensionsordning.

Men det skal laves om - det blev et flertal i Folketinget med
Socialdemokratiet og Venstre i front i hvert fald enige om
<http://www.dr.dk/nyheder/politik/opgoer-med-lukrativ-pension-kan-haeve-poli
tikeres-grundloen-til-959000-kroner> tilbage i 2019.

Men nu siger kalenderen 2022 - og politikernes lønseddel? Ja, den har ikke
ændret sig så meget som et komma.

- Det er i hvert fald ikke at tage folks bekymring alvorligt, at man ikke
rykker og bare lader det her ligge i en syltekrukke igennem mange år. Jeg
synes ikke, det er i orden, siger formand for Dansk Folkeparti Morten
Messerschmidt.

Hos Konservative venter man også på handling - for der skal ske ændringer på
området nu, mener gruppeformand Mai Mercado:

- Det er svært at forsvare, at vi skal have en pension, som er så lukrativ
og meget mere fordelagtig end danskere på det almindelige arbejdsmarked,
siger hun.



© Ritzau Scanpix


DET TJENER EN FOLKETINGSPOLITIKER:


I dag ser den årlige lønpakke sådan ud:

Vederlag: 678.000 kroner.

Værdi af skattefrit omkostningstillæg: 141.000 kroner.

Værdi af eftervederlagsordning: 123.000 kroner.

Værdi af pensionsordning: 310.000 kroner.

Ialt: 1.252.000 kroner.

Her er forslaget til en ny årlig lønpakke:

Vederlag: 959.000 kroner.

Værdi af eftervederlagsordning: 94.000 kroner.

Pension: 167.000 kroner.

I alt: 1.220.000 kroner.

Alle tal er fra en aktindsigt, DR Nyheder fik i 2019, hvor Medarbejder- og
Kompetencestyrelsen lavede nye beregninger på, hvordan en ny lønpakke kunne
se ud baseret på Vederlagskommissionens anbefalinger fra 2016.


Løsning klar i flere år


Det var ellers to afklarede gruppeformænd fra Socialdemokratiet og Venstre,
der i efteråret 2019 stod frem i pressen og lovede ændringer.

- Vi skal have kigget hele vejen rundt, så der kommer mere overensstemmelse
mellem vilkårene for politikere generelt i forhold til det omgivende
arbejdsmarked, sagde Socialdemokratiets daværende gruppeformand, Flemming
Møller Mortensen, til DR.

Der er mange erfarne politikere, der vil tænke: ’Skal vi ikke lade den hund
være begravet, og så bruge vores energi på noget andet?’

LENE HOLM PEDERSEN, PROFESSOR PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITET.

Også Venstres daværende gruppeformand, Karsten Lauritzsen, ville ændre
politikernes lønvilkår.

- Vi vil gerne veksle nogle af de urimelige vilkår - blandt andet en meget
mærkelig pensionsordning, som ingen andre har - til en fornuftig og rimelig
løn, der afspejler, hvor mange timer man arbejder som politiker, sagde han
dengang.

De to gruppeformænd lagde op til, at de vil indføre de anbefalinger, som
<https://im.dk/media/7514/rapport_fra_vederlagskommissionen_sammenfatning.pd
f> Vederlagskommissionen udgav i 2016 - de indkaldte til forhandlinger og
satte Medarbejder- og Kompetencestyrelsen til at opdatere kommissionens
anbefalinger.

Og det opdaterede forslag lød på en årsløn på 959.000 kroner plus 17 procent
i arbejdsgiverbetalt pension - en ændring, der vil koste lige så meget i
kroner og øre som den eksisterende lønstruktur.


Ingen kommentarer


Men selvom både løsningen og flertallet til at indføre den allerede var klar
tilbage i 2019, så er der stadigvæk ikke sket noget på området.

I starten af 2021 spurgte DR Socialdemokratiets dengang nye gruppeformand,
Leif Lahn Jensen, hvorfor der på det tidspunkt endnu ikke var sket nogle
ændringer med politikernes lønvilkår.

- Som ny gruppeformand har jeg ikke haft tid til at sætte mig ordentligt ind
i det endnu. Vi kommer til at arbejde med det på et tidspunkt, jeg kan bare
ikke sige hvornår, svarede Leif han dengang og henviste til, at
coronasituationen også havde sat en stopper for forhandlingerne.

DR Nyheder har forsøgt at få et interview eller en kommentar fra den
socialdemokratiske gruppeformand om sagen i de seneste uger - men uden held.

For lidt over en måned siden råbte den daværende gruppeformand for Venstre,
Karsten Lauritzen, Socialdemokratiet op i et interview med DR.

Få fingeren ud af et vist sted og gå med i den aftale, vi nu har holdt mange
møder om.

KARSTEN LAURITZEN, DAVÆRENDE GRUPPEFORMAND FOR VENSTRE

- Jeg kan bare sige, det er dem, vi har ventet på. Vi kunne sådan set have
lavet aftalen for lang tid siden, sagde han og kom med en direkte opfordring
til Socialdemokratiet:

- Få fingeren ud af et vist sted og gå med i den aftale, vi nu har holdt
mange møder om.

Karsten Lauritzen forlod dog dansk politik kort efter interviewet, og nu er
posten som gruppeformand gået til Thomas Danielsen (V).

Men på trods af sin forgængers skarpe opfordring ønsker han heller ikke at
stille op til interview om sagen trods flere henvendelser.


Fodrer politikerleden


Flere partier rejser nu kritik af den manglende handlekraft på området.

Hvis det stod til dig, hvornår skal der så gøres noget ved det her?

- Det gjorde vi i morgen. Vi i Konservative er jo ikke løbet fra den her
aftale, vi lavede dengang, siger gruppeformand Mai Mercado.

Vi burde sådan set alle sammen på tværs af partierne have en interesse i at
få bragt de arbejdsvilkår, der gælder for os her bag Christiansborgs tykke
mure, i overensstemmelse med dem, der gælder for resten af samfundet.

MORTEN MESSERSCHMIDT, FORMAND FOR DANSK FOLKEPARTI

Også DF-formanden ønsker at få gjort op med de gældende regler hurtigst
muligt, da det kan have store konsekvenser.

- Jamen, det her giver uden tvivl næring til det, man kalder politikerleden,
siger Morten Messerschmidt.

Han ser der som en bunden opgave at lave et opgør med de nuværende regler
for politikernes lønvilkår.

- Vi burde sådan set alle sammen på tværs af partierne have en interesse i
at få bragt de arbejdsvilkår, der gælder for os her bag Christiansborgs
tykke mure, i overensstemmelse med dem, der gælder for resten af samfundet,
siger han.


Ekspert: Det giver for mange problemer


Men hvorfor er det, at politikerne ikke ændrer deres lønvilkår - selvom de
har sagt, at de vil gøre det?

Det er, fordi det ikke er særligt gunstigt for politikerne at ændre deres
løn, siger professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet
Lene Holm Pedersen.

- Der er mange erfarne politikere, der vil tænke: ’Skal vi ikke lade den
hund være begravet, og så bruge vores energi på noget andet?’ Det giver for
mange problemer, det giver dårlig presse, og i virkeligheden kommer de til
at tjene det samme.

Lene Holm Pedersen er leder af forskningsprojektet
<https://www.vive.dk/da/undersoegelser/rewards-at-the-top-2948/> 'Rewards on
Top', der netop undersøger politikeres lønninger, og hvordan befolkningens
holdninger er til dem.



Professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Lene Holm
Pedersen tror ikke på, at der kommer de store ændringer ved politikernes løn
og pension i den nærmeste fremtid. (© (C) DR Nyheder)

Hendes undersøgelser viser, at selvom politikernes løn udgør en forsvindende
lille del af det samlede statsbudget, så er det et emne, som netop
tiltrækker meget stor opmærksomhed fra vælgerne.

- Man kan se, at hver gang politikerne prøver at ændre på deres løn, så går
der nogle dynamikker i gang hos vælgerne, der også vækker mistillid til
politikerne og meget hurtigt ender med at skubbe til billeder af politikere,
der er mere optagede af at mele deres egen kage end at håndtere de
samfundsmæssige problemer, fortæller Lene Holm Pedersen.

Og det kan være en af årsagerne til, at der ikke er sket noget på området,
selvom anbefalingerne til en ændring af deres lønforhold har været klar i
årevis, forklarer hun.

Giver det stadigvæk mening, at politikerne i Danmark har den her særlige
lønstruktur, som ikke ligner den, normale danskere har?

- Nej, jeg synes, det giver mening at have en transparent gennemsigtig
lønstruktur, som folk kan forstå. Som er gennemsigtig, og som ikke giver
baggrund for myter.

Tror du, at vi kommer til at se en ændring i politikernes løn?

- Nej. Måske små ændringer. Men efter at Vederlagskommissionens arbejde ikke
blev vedtaget, så tror jeg ikke, at man tager spørgsmålet op igen
foreløbigt, siger Lene Holm Pedersen, der dog tilføjer, at det selvfølgeligt
er svært at spå om fremtiden.


TIDSLINJE


·         I 2014 nedsætter Folketinget en kommission, der skal undersøge,
hvordan politikernes løn- og pensionsvilkår i højere grad kan ligne en
almindelig lønseddel. Det bliver til Vederlagskommissionen. Her giver
partierne håndslag på at vedtage kommissonens anbefalinger.

·         I 2016 er Vederlagskommisionen klar med sin konklusion. De
anbefaler, at politikernes livslange pensionsordning skal laves om til en 17
procent arbejdsgiverbetalt pension, og at det skattefri tillæg skal fjernes.
Til gengæld skal årslønnen hæves tilsvarende. Det betyder, at politikerne
vil få væsentligt flere penge udbetalt om måneden, men til gengæld få mindre
i pension og tillæg end tidligere. Ændringen vil dog koste det samme som den
eksisterende lønstruktur. Der er ikke et politisk flertal for at indføre
kommissionens anbefalinger.

·         I 2019 efter folketingsvalget åbner Socialdemokratiet og Venstre
op for alligevel at indføre Vederlagskommissionens anbefalinger. Der
indkaldes til forhandlinger mellem gruppeformændene for Folketingets
partier, og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen bliver bedt om at opdatere
kommissionens anbefalinger, så de bliver tidssvarende. Der forventes at
lande en aftale om en ny lønpakke til politikere og ministre i 2020.

·         I 2021 er der stadigvæk ikke landet en aftale om en ny lønstruktur
for politikerne. Socialdemokratiets gruppeformand forklarer, at det skyldes
coronakrisen. Han kan ikke sige, hvornår de genoptager forhandlingerne.

·         Nu i 2022 er der stadigvæk ikke sket noget.

 

POLITIK LIGE NU

Enhedslisten tordnede mod dobbeltløn til borgmestre: Nu får deres egne
borgmestre i alt en lille million i dobbeltløn , fra sektionen "Politik"

Alternativets leder får millionløn – men må ifølge egne regler kun tjene som
et folketingsmedlem , fra sektionen "Politik"

Tidligere V-minister læste kronik om FE-sagen og følte jorden ryste, fra
sektionen "Politik"

Enhedslisten-borgmester lovede at droppe eftervederlag: Har fået udbetalt en
halv million skattekroner, som ryger i partikassen, fra sektionen "Politik"

 

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20220219/f7ce805e/attachment.html>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image001.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 46973 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20220219/f7ce805e/attachment.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image002.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 66620 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20220219/f7ce805e/attachment-0001.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image003.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 24158 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20220219/f7ce805e/attachment-0002.jpg>


Mere information om maillisten Politik.