[Politik] Støjberg siger, hun vil gøre det billigere at køre bil i Udkantsdanmark: Men en række yderkommuner står til lang næse | Politik | DR

Hans Mikkelsen hansmikkelsen at stofanet.dk
Søn Okt 2 14:50:25 CEST 2022


hej. 

Der kan godt nok stilles mange spørgsmål i det her, hvis man bare bruger sit
hovedet lidt i den tanke myller der kommer af læsningen. 

1: hvorfor er det ikke ens med kørselsfradraget over hele landet? 

og sådan kan man sikkert stille flere spørgsmål. 

MvH.

Hans Mikkelsen. 

 

Støjberg siger, hun vil gøre det billigere at køre bil i Udkantsdanmark: Men
en række yderkommuner står til lang næse | Politik | DR

 <https://www.dr.dk/nyheder/politik> POLITIK


Støjberg siger, hun vil gøre det billigere at køre bil i Udkantsdanmark: Men
en række yderkommuner står til lang næse


Forslaget vil puste til mere ulighed i et i forvejen skævt system, mener
landdistrikter.



Inger Støjberg vil give et højere kørselsfradrag til pendlere i 25
yderkommuner, der i forvejen får et højere kørselsfradrag. Det vækker kritik
fra en række nabokommuner. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

 

AF

 <mailto:rmri at dr.dk> Rikke Gjøl Mansø

 <mailto:rabc at dr.dk> Rasmus Bøttcher Christensen

 <mailto:abys at dr.dk> Anders Byskov Svendsen

I DAG KL. 06:37

 

Tre timer hver dag sidder Jesper Höilund Jensen bag rattet i sin bil til og
fra København.

Han er en af de mange borgere i Næstved, der hver uge pendler hundredvis af
kilometer til og fra arbejde.

Men selvom Næstved har en af landets højeste andele af langdistancependlere,
er kommunen ikke en af de 25 yderkommuner, som Inger Støjberg vil give et
højere kørselsfradrag. Det er til gengæld nabokommunerne Vordingborg og
Slagelse.



Jesper Höilund Jensen pendler mellem Næstved og København. Han kører tre
timer om dagen, fem dage om ugen. Det bliver til cirka 40.000 km bag rattet
om året.

De står nemlig begge på listen over yderkommuner, hvor langdistancependlere
i dag får et dobbelt så højt kørselsfradrag. Og dét fradrag vil Inger
Støjberg hæve med yderligere 50 procent for at gøre det
<https://jyllands-posten.dk/politik/ECE14357071/stoejberg-det-skal-vaere-bil
ligere-at-koere-bil-i-udkantsdanmark-enorme-besparelser-paa-kultur-skal-beta
le-regningen/> "billigere at køre bil i Udkantsdanmark".

Det er i Jesper Höilund Jensens optik "stærkt urimeligt":

- Der er ikke nogen grund til at forskelsbehandle på den måde med vores
nærmeste naboer. De har allerede en fordel, som Næstved ikke har. At de så
skal have en yderligere fordel, det synes jeg er lidt - ja - tosset, siger
han.

Med cirka 40.000 kilometer i bilen om året og stigende brændstofpriser ville
et højere kørselsfradrag gøre en stor forskel for den kørende sælger fra
Næstved.

- Jeg skal afsætte noget, der ligner 2.000 kroner mere efter skat til
brændstof om måneden. Det er hårdt at tænke på, at hvis jeg havde boet 20
kilometer den ene eller den anden vej i en af vores nabokommuner, så havde
mit fradrag set væsentligt anderledes ud.

Hos Danmarksdemokraterne understreger Inger Støjberg, at hun ikke selv har
udvalgt de 25 yderkommuner:

- Når det præcis er de her kommuner, der er udvalgt i vores forslag, så
handler det om, at det præcis er de 25 kommuner, der allerede i dag har et
øget kørselsfradrag. Det er kommuner, der har været på den her liste både
under den borgerlige og den socialdemokratiske regering, siger hun.


Landdistrikter: Listen skal udvides, så Støjberg ikke puster til mere
ulighed


Hos Landdistrikternes Fællesråd, der arbejder for "gode muligheder for at bo
og leve i hele landet", undrer man sig over, hvorfor pendlerne i Næstved
skal forbigås, når pendlerne i nabokommunen Slagelse skal have et endnu
højere fradrag.

Og Næstved er ikke den eneste yderkommune, som formand Steffen Damsgaard
mener burde være på listen.

- Der er kommuner rundt omkring i landet, hvor det virker meget underligt,
at de ikke er inkluderet. Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Næstved, Faxe – bare
for at nævne nogle eksempler, siger Steffen Damsgaard.

Derfor foreslår han, at kriterierne for at komme på listen bliver revideret
- også så Støjbergs forslag "ikke puster til endnu mere ulighed" internt
mellem yderkommunerne:

- Man bør se på begge dele – og ikke bare lade taksten stige for de
kommuner, der er på ordningen. Vi skal også have flere kommuner ind i
ordningen. Gør man ikke det, så vil det skabe en større ulighed mellem
yderkommunerne, siger Steffen Damsgaard.

I sidste ende kan det betyde, at folk fravælger at flytte til netop Lemvig
og de andre yderkommuner, der ikke får et højere fradrag, fordi det bliver
mere attraktivt at bo i nabokommunen, advarer han.



© Ritzau Scanpix


Det foreslår Støjberg


·         Danmarksdemokraterne vil hæve det særligt høje kørselsfradrag, som
borgere, der bor i 25 udvalgte yderkommuner i forvejen får, når de pendler
over 120 kilometer per dag, med 50 procent.

·         Det vil ifølge partiet selv give en årlig skattelettelse på cirka
4.600 kroner for en person, der kører 100 kilometer om dagen 222 arbejdsdage
om året.

·         Partiet vil samtidig udvide kørselsfradraget til også at gælde for
folk, der arbejder i de 25 yderkommuner, men ikke bor der.

·         Derudover vil Danmarksdemokraterne også give pendlere i de 25
yderkommuner 50 procent højere fradrag, hvis de kører mellem 25 og 120
kilometer per dag.

·         De cirka 800 millioner kroner, som partiet vurderer, at forslaget
årligt vil koste, skal tages fra kulturlivet.

Kilde: Jyllands-Posten
<https://jyllands-posten.dk/politik/ECE14357071/stoejberg-det-skal-vaere-bil
ligere-at-koere-bil-i-udkantsdanmark-enorme-besparelser-paa-kultur-skal-beta
le-regningen/>  og Danmarksdemokraterne


Borgmestre: Det rammer skævt


På den jyske vestkyst i Lemvig står langdistancependlerne til at blive
forbigået, mens nabokommunen Struer står til endnu højere fradrag med
Støjbergs forslag. Det undrer viceborgmester Lone Pilgaard Sørensen (S).

- Det ser jo mærkeligt ud, at man som borger i Struer Kommune kan få et
forhøjet kørselsfradrag, men i Lemvig Kommune, hvor man er endnu længere
ude, ikke kan få det. Det er en øget ulighed for os, der bor ude i
landkommunerne, siger hun.

Viceborgmesteren minder om, at idéen med et forhøjet kørselsfradrag er at
øge tilskyndelsen til at bosætte sig i yderkommuner som netop Lemvig.

Lone Pilgaard Sørensen hæfter sig samtidig ved, at en markant stor andel af
kommunerne i Nordjyllands Storkreds, hvor Inger Støjberg er på stemmesedlen,
vil få et endnu højere kørselsfradrag med hendes forslag.

- Så ligner det mere stemmefiskeri, end det ligner at have et blik for os
ude i landdistrikterne, siger den socialdemokratiske viceborgmester.

Så ligner det mere stemmefiskeri, end det ligner at have et blik for os ude
i landdistrikterne.

LONE PILGAARD SØRENSEN (S), VICEBORGMESTER I LEMVIG

På Sjælland undrer borgmester Ole Vive (V) fra Faxe sig også over ikke at
være på listen, selvom borgerne her er blandt dem, der pendler allerlængst.

- I Faxe er vi faktisk en af de kommuner, hvor der er allerflest, der
pendler. Så hvorfor vi i sin tid er faldet på den forkerte side af en eller
anden streg, har vi lidt svært ved at forstå, siger Ole Vive.

Venstreborgmesteren synes egentlig, at Inger Støjbergs forslag om at hæve
kørselsfradraget er "sympatisk". Men det rammer skævt, når en pendlerkommune
som Faxe ikke får del i pengepuljen, tilføjer han:

- Der er næsten 11.500, der pendler ud af Faxe Kommune hver dag. Og det er
dem, der pendler allerlængst. Også når vi sammenligner med de jyske
kommuner.

Herunder kan du se, hvor i landet danskerne pendler længst til og fra
arbejde:


Støjberg åben for at lave listen om - men vil ikke nævne nogen kommuner


Tilbage i Næstved savner pendleren Jesper Höilund Jensen svar på, hvorfor
nabokommunerne Vordingborg og Slagelse står til at få et endnu højere
fradrag med Inger Støjbergs forslag, mens han i Næstved står til igen at
blive forbigået.

- Det giver ikke mening at gøre en endnu større forskel på de kommuner, der
får nu, kontra andre steder som Næstved, hvor det kunne give lige så god
mening at sætte ind, siger han.

Inger Støjberg, kan du forklare rimeligheden i at give pendlere i
Vordingborg og Slagelse et endnu højere fradrag, men ikke pendlere i
Næstved?

- Det har historisk set været sådan, at der var 25 kommuner, der var på den
her liste af yderkommuner, hvor man har forhøjet fradrag. Om den liste skal
laves om, det vil jeg stille mig fuldstændig åben over for, siger Inger
Støjberg.

Hun vil dog ikke svare på, om det er rimeligt at få Næstved med på den
eftertragtede liste. Hun vil heller ikke forholde sig konkret til Lemvig
eller nogen af de andre yderkommuner, der ikke er på listen.

- Nej, som forslaget er i dag, så er det her her 25 kommuner, som har været
på den her liste i mange år. Men derfor kan det da godt være, at tingene
skal ændre sig lidt over tid, siger Inger Støjberg.

Danmarksdemokraterne har afsat 800 millioner kroner til at hæve
kørselsfradraget - penge, partiet vil hente fra kulturlivet. Og hun er klar
til at skære endnu mere på kunst og kultur, hvis listen over yderkommuner
skal udvides.

Hvad angår den vestjyske beskyldning om, at forslaget er "stemmefiskeri" i
hendes egen valgkreds, svarer Inger Støjberg:

- Jeg kan fuldstændigt afvise, at det drejer sig om noget som helst i den
retning.


Sådan fungerer kørselsfradraget


·         Man kan få kørselsfradrag, hvis man har mere end 24 km til og fra
arbejde hver dag.

·         Man får fradrag for de dage, man reelt kører til og fra arbejde –
og altså ikke for hjemmearbejdsdage, sygedage, kursusdage osv.

·         Både bil, tog, bus og cykel giver kørselsfradrag.

·         Hvis man har mellem 25 og 120 km til og fra arbejde, får man 2,16
kroner i kørselsfradrag pr. km pr. dag.

·         Hvis man har over 120 km til og fra arbejde, får man 1,08 kroner i
kørselsfradrag pr. km pr. dag for de ekstra kilometer.

·         For borgere i 25 udvalgte yderkommuner er fradraget dobbelt så
højt for afstanden over 120 km. Her udløser det 2,16 kr. pr. km pr. dag.

·         De 25 yderkommuner er: Bornholm, Brønderslev, Frederikshavn,
Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Hjørring, Jammerbugt, Langeland, Lolland,
Læsø, Morsø, Norddjurs, Odsherred, Samsø, Skive, Slagelse, Struer,
Svendborg, Sønderborg, Thisted, Tønder, Vesthimmerland, Vordingborg, Ærø,
Aabenraa.

·         Kilde: Skat <https://skat.dk/data.aspx?oid=2234761> 

 

 

https://www.dr.dk/nyheder/politik/stoejberg-siger-hun-vil-goere-det-billiger
e-koere-bil-i-udkantsdanmark-men-en-raekke

 

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20221002/c3890c76/attachment.html>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image001.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 32472 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20221002/c3890c76/attachment.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image002.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 36381 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20221002/c3890c76/attachment-0001.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image003.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 48979 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20221002/c3890c76/attachment-0002.jpg>


Mere information om maillisten Politik.