[Politik] Syriske kvinder i uddannelse og arbejde skal forlade landet. Men deres forældre og brødre må blive | Folketingsvalg 2022 | DR

Hans Mikkelsen hansmikkelsen at stofanet.dk
Ons Okt 12 18:59:14 CEST 2022


Syriske kvinder i uddannelse og arbejde skal forlade landet. Men deres
forældre og brødre må blive | Folketingsvalg 2022 | DR

 <https://www.dr.dk/nyheder/politik/folketingsvalg> FOLKETINGSVALG 2022


Syriske kvinder i uddannelse og arbejde skal forlade landet. Men deres
forældre og brødre må blive


Politikere kalder afgørelserne for både dumme og tåbelige sidegevinster ved
en stram udlændingepolitik.

Mariam Karim har været nødsaget til at stoppe uddannelse og job, mens hun
venter på at få afgjort sin sag. (Foto: Lasse Uttrup, DR)

 

AF

 <mailto:mohr at dr.dk> Mette Mohr Martensen

 <mailto:adsi at dr.dk> Adnan Sircic

I GÅR KL. 19:00

 

En septemberdag søgte en 13-årig syrisk pige asyl i Danmark sammen med sine
forældre og tre søskende. I hælene på dem var et land i krig. Foran, et håb
om en bedre fremtid.

Det er syv år siden, og nu skal pigen, som nu er en 20-årig kvinde, sendes
alene tilbage til Syrien. Det kræver de danske udlændingeregler. Samme
regler tillader, at resten af familien må blive.

Derfor skal hun forlade familien, sin mand, sin uddannelse som
sosu-assistent, arbejdet på plejehjemmet og ledertjansen hos De Grønne
Pigespejdere.

Hun er dog ikke helt alene. I hendes mave ligger en lille dreng.

- Jeg er bange. Jeg vil ikke forlade min familie, siger Mariam Karim, som
stadig klynger sig til det sidste håb om, at nogen ændrer mening.

Flere unge syriske kvinder som Mariam Karim er lige nu i såkaldt
'udsendelsesposition'.

DR Nyheder har kendskab til ni konkrete sager, hvor der primært er tale om
syriske kvinder i starten af 20'erne, som inden de fik inddraget deres
opholdstilladelse var i både uddannelse og arbejde.

De er de eneste i deres familier, som har fået inddraget opholdstilladelsen,
og i flere tilfælde er de allerede blevet placeret på Udrejsecenter
Kærshovedgård. Her bor de sammen med udvisningsdømte og udviste kriminelle.



Haifaa Awad er en dansk læge med syrisk baggrund. Og så er hun formand for
Mellemfolkeligt Samvirke, hvor et af budskaberne er, at alle udvisninger til
Syrien skal stoppes. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Hos Mellemfolkeligt Samvirke fortæller forkvinde Haifaa Awad, at de i
øjeblikket er i kontakt med flere syriske kvinder, som får inddraget
opholdstilladelsen.

De syriske flygtninge er aldrig blevet lovet en permanent opholdstilladelse
i Danmark, men har fået at vide, at de skal hjem, når der ikke længere er
krig. Er det ikke fair nok?

- Det er helt korrekt, at man skal hjem ifølge Flygtningekonventionen, når
forholdene i ens land er varigt, fundamentalt stabile. Sådan er det bare
ikke i Syrien. Vi er stort set det eneste land, som mener, at Syrien er
sikkert. Vi straffer rigtig mange unge kvinder og sætter dem i et
udrejsecenter, i en position som vi ved kan være permanent resten af deres
liv.


'Jeg har gjort alt det rigtige'


Mariam Karims mands, søskendes og forældres skæbne er afgjort – i hvert fald
for to år endnu. Mændene må blive, fordi de er i den militærpligtige alder,
og hendes forældre må blive, fordi hendes to mindre søskende er mindreårige.

Det må de syriske kvinder ikke.

Men Mariam Karim ønsker ikke at forlade Danmark frivilligt, og kvinder kan
ikke tvangshjemsendes, for Danmark har ikke en aftale med det syriske
regime, hvor Bashar al-Assad er i spidsen. Mariam Karim kalder ham for
tyran.

Det var ham, familien Karim flygtede af frygt fra i 2015. Familien har haft
lovligt ophold i Danmark i fem år, mens Mariam Karims har levet sine
teenageår i Silkeborg.

Hun har gået i dansk folkeskole, og hun har arbejdet som ungarbejder i det
lokale supermarked. I foråret begyndte hun på uddannelsen til social- og
sundhedshjælper, og samtidig er hun vikar på et plejehjem. Hun drømmer om at
blive sygeplejerske. Og så er hun spejderleder for de mindste medlemmer af
De Grønne Pigespejdere, Smutterne.



Familien Karim flyttede til Silkeborg, da Mariam skulle begynde i 6. klasse.
Kort tid efter fik hun arbejde i det lokale supermarked. (Foto: Lasse
Uttrup, DR)

I mellemtiden blev det såkaldte ’paradigmeskifte’ vedtaget i 2019, som betød
en stramning af udlændingeloven. Det blev blandt andet besluttet, at
opholdstilladelser kun skal være midlertidige. Reglen er, at flygtninges
opholdstilladelse inddrages eller undlades forlænget, så snart det er
muligt. Med andre ord; når Danmark vurderer, at Syrien er sikkert.

- Jeg er overhovedet ikke enig. Jeg har gjort alt det rigtige. Jeg har gjort
alt for at være en del af det danske samfund. Jeg vil gerne fortsætte min
uddannelse, jeg vil gerne arbejde, siger hun på dansk med arabisk og jysk
accent.

Er det ikke rimeligt, at du bliver sendt tilbage, når det vurderes som
sikkert?

- Jeg synes ikke, det er rimeligt. Jeg er i sikkerhed her, og jeg gør alt
det, jeg skal gøre for at være en del af det danske samfund.


En stram udlændingelov uden tåbeligheder


DR Nyheder har fremlagt sagen for flere politikere. Manden i spidsen for
stramningerne erkender, at de har været for stramme. Det er den daværende
statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i dag er partiformand for
Moderaterne.

- Det her er en utilsigtet sidegevinst ved en stram udlændingepolitik. Så
uden at blive beskyldt for at være halal-hippie, bliver vi nødt til
allesammen at arbejde på at få fjernet tåbelighederne.


Afgørelser om opholdstilladelse


I Danmark er det først Udlændingestyrelsen og derefter det uafhængige
Flygtningenævn med en dommer for bordenden, der efter en konkret og
individuel vurdering afgør, om udlændinge, der har søgt asyl, har behov for
(fortsat) beskyttelse. Asylbehandlingen i Danmark skal overholde de
internationale forpligtelser, herunder FN’s Flygtningekonvention.

Kilde: Udlændingeministeret

Men du var selv statsminister for en regering som i 2019, med et bredt
flertal i Folketinget, vedtog paradigmeskiftet. Var du med til at
overstramme reglerne og fjerne fornuften?

- Det er jo grundlæggende en fornuftig tanke, at man skal være her så længe,
der er basis for, at man er forfulgt. Derfor skal vi have en stram og fair
udlændingepolitik, men den skal også være fornuftig. Den må ikke være dum.
Og det her er dumt.

Hos Liberal Alliance mener politisk leder Alex Vanopslagh, at Mariam Karims
sag beviser, at udlændingepolitikken er ufornuftig.

- Det er tudetosset, at vi i Danmark fører en udlændingepolitik, hvor det er
rigtig svært at få lov til at komme til Danmark eller blive i Danmark, hvis
man arbejder, mens nogle gange kan vi ikke sende folk ud, selvom de er dybt
kriminelle, og tydeligvis ikke burde være her.



Mariam Karim er i dag gift med og venter barn med en mand, som også er
flygtet fra Syrien. Han må gerne blive i Danmark. (Foto: Lasse Uttrup, DR)

Men der er intet ønske om at ændre noget ved udlændingeloven hos
Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad Bek.
Han skriver i et skriftligt svar:

- Jeg forstår godt, at de her enkeltsager vækker følelser, og at man kan
have stor sympati for udlændinge, der ønsker at leve i Danmark. Men vi er
helt inde i kernen af dansk udlændingepolitik: Når man er her som flygtning,
så er man her midlertidigt. Og det gælder uanset, om man er ledig, i
arbejde, under uddannelse eller pensioneret, for alle er lige for loven.


Bliver hjem på et udrejsecenter?


Mariam Karim har ikke været i Syrien, siden hun var 13 år og flygtede ud af
landet, men nu skal hun rejse tilbage.

Hun har allerede fået to afslag på at forlænge opholdstilladelsen. Men efter
pres fra Dansk Flygtningehjælp har Flygtningenævnet genoptaget hendes sag én
gang til. Samtidig har hun søgt om familiesammenføring med sin mand.

- Jeg føler, jeg er mere dansk end syrisk, fortæller hun.

Nu venter hun i en lejlighed i Aarhus, hvor der hænger similibesatte lamper
over spisebordet og et similibesat ur på væggen. Her bor hun med sin
ægtemand, en bunke af udskrifter fra afgørelser og interviews med de danske
myndigheder. Men på børneværelset er væggene tomme.



Om små tre måneder har Mariam Karim termin med parrets første barn - en søn.
(Foto: Lasse Uttrup, DR)

Hun ved, hvor sengen skal stå. At uroen med fire grå elefanter skal skabe ro
lige dér over sønnens hoved. Og at der er plads til en kommode med
pusleplads i hjørnet ved skråvæggen. Men hun tør ikke at gøre værelset klar.

- Før afgørelsen havde vi en masse planer, men dem har jeg ikke energi til
at tænke over. Jeg har stress hver dag, og jeg har svært ved at sove om
natten, siger hun og forsøger at finde ro i skufferne med babytøj.

- Det her har min svigermor købt. Vores forældre glæder sig sådan.

Mariam Karim viser stolt hendes kommende søns første sæt tøj. Et hvidt sæt
med blå sløjfer og glimmer.

- Det skal her skal han have på, når han skal hjem fra hospitalet.

Hjem til lejligheden i Aarhus. Eller hjem til udrejsecentret.

Venstre og Konservative har ikke ønsket at stille op til interview, og
Danmarksdemokraterne er ikke vendt tilbage på DR’s henvendelser.

 

 

https://www.dr.dk/nyheder/politik/folketingsvalg/syriske-kvinder-i-uddannels
e-og-arbejde-skal-forlade-landet-men-deres

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20221012/98501487/attachment.html>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image001.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 36588 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20221012/98501487/attachment.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image002.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 36389 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20221012/98501487/attachment-0001.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image003.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 31331 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20221012/98501487/attachment-0002.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image004.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 41481 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20221012/98501487/attachment-0003.jpg>


Mere information om maillisten Politik.