[Politik] Enhedslisten vil blokere for Mette Frederiksens skattelettelser | Folketingsvalg 2022 | DR

Hans Mikkelsen hansmikkelsen at stofanet.dk
Lør Okt 15 10:47:19 CEST 2022


Enhedslisten vil blokere for Mette Frederiksens skattelettelser |
Folketingsvalg 2022 | DR

 <https://www.dr.dk/nyheder/politik/folketingsvalg> FOLKETINGSVALG 2022

Enhedslisten vil blokere for Mette Frederiksens skattelettelser

Pensionister, studerende og arbejdsløse skal også have flere penge, hvis
Enhedslisten skal støtte Mette Frederiksen som statsminister.



Mette Frederiksen (S) og Mai Villadsen (EL) kommer til at lægge arm om
skattelettelser, hvis Enhedslisten efter valget har de afgørende stemmer i
forhold til, om Mette Frederiksen kan fortsætte som statsminister. (Foto: ©
Philip Davali, Ritzau Scanpix)

AF

 <mailto:mohe at dr.dk> Morten Henriksen

I DAG KL. 06:30

https://www.dr.dk/nyheder/politik/folketingsvalg/enhedslisten-vil-blokere-me
tte-frederiksens-skattelettelser

Mette Frederiksen skal ændre sin plan for skattelettelser og give flere
penge til studerende, pensionister og arbejdsløse, hvis Enhedslisten skal
støtte hende som statsminister.

Sådan lyder det nu fra Enhedslisten, der mener, at Socialdemokratiets
skatteudspil er socialt uretfærdigt.

- De skattelettelser, der er lagt op til i socialdemokraternes udspil, som
tilgodeser direktøren, men som ikke tilgodeser pensionisten, den studerende
eller den enlige mor på kontanthjælp, dem vil vi ikke acceptere, siger
Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund.

En skattereform, som giver skattelettelser til blandt andet direktøren, men
som ikke tilgodeser pensionisten, den studerende og den enlige mor på
kontanthjælp, vil vi ikke acceptere

PEDER HVELPLUND, ENHEDSLISTEN

Så I vil ikke pege på Mette Frederiksen som statsminister, medmindre hun i
forståelsespapiret lover ikke at gennemføre sine skattelettelser med de blå
partier?

- Ja. Vi kommer til at stille konkrete krav i forhold til den økonomiske
politik, hvor vores støtte selvfølgelig kommer med betingelser.

- Og der er det klart, at en skattereform, som giver skattelettelser til
blandt andet direktøren, men som ikke tilgodeser pensionisten, den
studerende og den enlige mor på kontanthjælp, vil vi ikke acceptere.

Og så vil I ikke pege på hende?

- Nej, vi kommer til at stille betingelser for at kunne pege på en regering,
der betinger sig vores støtte, fastslår Peder Hvelplund.

Mette F garanterer skattelettelser

Udmeldingen fra Enhedslisten kommer, efter at Mette Frederiksen i et
interview med DR udstedte et løfte om at gennemføre sine skattelettelser for
fire milliarder kroner efter næste valg - uanset hvem der sidder i regering
og hvilke partier, der udgør flertallet.

Det gjorde hun, selvom hendes støttepartier Enhedslisten og SF er imod
Socialdemokratiets skattelettelser.

Lover du vælgerne at gennemføre de skattelettelser efter et valg, hvis der
er politisk flertal for det?

- Ja selvfølgelig. Det er næsten et mærkeligt spørgsmål, for når vi går til
valg på det, så er det, fordi vi mener, at det er rigtigt, i den situation
vi står i, at lette skatten på arbejde. Så ja, det er det, som vi har tænkt
os at gøre, siger Mette Frederiksen.

Og flertallet er til at få øje på.

Både Radikale, Venstre, Konservative og flere andre partier i blå blok har
ligesom Mette Frederiksen talt varmt om at sænke skatten for folk i arbejde.

Det vil vi da kæmpe for, at der er flertal for efter næste valg, og så
gennemfører vi det

METTE FREDERIKSEN, SOCIALDEMOKRATIET

Socialdemokratiet vil sænke skatten ved at hæve beskæftigelsesfradraget.

Den socialdemokratiske skatteplan vil ifølge partiet give 5.000 kroner
ekstra til enlige forsørgere om året, mens en arbejderfamilie med to voksne
i arbejde vil opnå cirka 4.200 kroner i årlig skattelettelse.

Pengene til dette skal blandt andet findes ved en reform af jobcentrene.

Så uanset hvordan flertallet ser ud efter valget, og hvem der måtte være
statsminister, så vil du stemme for et forslag, som vil sænke skatterne med
fire milliarder kroner ved at forhøje beskæftigelsesfradraget?

- Det kommer an på finansieringen selvfølgelig. Men det forslag, vi har
stillet, er at lave en jobcenterreform og ændre på beskæftigelsesindsatsen
og samtidig med det sænke skatten på arbejde.

- Det vil vi da kæmpe for, at der er flertal for efter næste valg, og så
gennemfører vi det. Jeg tror, at der vil være flertal efter næste valg for
at lave en skattereform med fokus på at lette skatten på arbejde, siger
Mette Frederiksen.

Og det er du klar til at lægge stemmer til, uanset hvem der sidder som
statsminister?

- Ja selvfølgelig, siger Mette Frederiksen.

Socialdemokratiets skatteplan

Socialdemokratiet foreslår at hæve beskæftigelsesfradraget med to
procentpoint og det maksimale fradrag med 8.300 kroner.

Det særlige beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere skal ifølge
Socialdemokratiet hæves med tre procentpoint og det maksimale fradrag med
11.400 kroner.

Ifølge Socialdemokratiet vil den maksimale skattelettelse for en person være
2.100 kroner. Enlige forsørgere vil dog ifølge partiet få mere med en samlet
skattelettelse på op til godt 5.000 kr. årligt.

Pengene skal blandt andet findes gennem en reform af jobcentrene.

'Sådan spiller klaveret ikke'

Men hvis rød blok har flertal efter næste valg, og Mette Frederiksen lige
som ved sidste valg er afhængige af Enhedslisten stemmer for at blive
statsminister, så vil venstrefløjspartiet ikke acceptere, at hun laver sine
skattelettelser med de borgerlige.

Det var ellers netop det, der skete under statsminister Helle
Thorning-Schmidt (S), der i 2012 sænkede skatten i både toppen og bunden
sammen med den borgerlige opposition – til stor frustration for
støttepartiet Enhedslisten og partiets frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen,
der mente, at den socialdemokratiske regering 'pissede på vælgerne.'

Peder Hvelplund, hvis Socialdemokratiet har flertal for sine skattelettelser
sammen med blandt andet de blå partier, så kan I vel ikke forhindre det?

- Sådan spiller klaveret jo ikke, siger Peder Hvelplund.

- Det er klart, hvis Enhedslisten skal støtte en ny regering, så kommer det
også med betingelser, og det bliver blandt andet i forhold til, at man ikke
kan føre en økonomisk politik, der er usolidarisk og asocial, siger Peder
Hvelplund.

Men hvis I får afsat nogle penge til overførselsindkomst-modtagere, kan I så
acceptere Mette Frederiksens skattelettelser?

- Ja, det afgørende for os er, at vi får en sammenhængende politik, som ikke
kommer til at øge de økonomiske skel i samfundet. Konkret hvordan en
skattereform skal udformes, det må vi jo se på.

- Vi har jo ikke en principiel modstand mod skattelettelser, hvis det blot
er skattelettelser i bunden, altså i form af personfradrag, som tilgodeser
samtlige indtægtsgrupper, også de allermest udsatte, fastslår Peder
Hvelplund.

 

https://www.dr.dk/nyheder/politik/folketingsvalg/enhedslisten-vil-blokere-me
tte-frederiksens-skattelettelser

 

 

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20221015/fdc16e67/attachment.html>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image001.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 44051 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20221015/fdc16e67/attachment.jpg>


Mere information om maillisten Politik.