[Politik] Skarp kritik af minister: Partier vil ikke forhandle psykiatri uden penge | Politik | DR

Hans Mikkelsen hansmikkelsen at stofanet.dk
Fre Sep 9 23:03:28 CEST 2022


Skarp kritik af minister: Partier vil ikke forhandle psykiatri uden penge |
Politik | DR

 <https://www.dr.dk/nyheder/politik> POLITIK


Skarp kritik af minister: Partier vil ikke forhandle psykiatri uden penge


Flere partier kan ikke støtte en aftale om psykiatrien, hvis ikke
sundhedsministeren finder en del af finansieringen nu og her.



Flere partier kritiserer sundhedsminister Magnus Heunicke for manglende
finansiering af psykiatriplanen (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
(Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

 

AF

 <mailto:meae at dr.dk> Mette Viktoria Pabst Andersen

I DAG KL. 05:53

 

Der bliver ikke lavet en aftale om psykiatri, hvis ministeren ikke lægger
penge på bordet.

Så klar er meldingen fra flere af de partier, regeringen lige nu sidder i
forhandlinger med om en langtsigtet psykiatriplan.

Indtil nu har sundhedsminister Magnus Heunicke ikke anvist, hvor pengene til
at finansiere psykiatriplanen skal komme fra - udover en del af
forhandlingsreserven i finansloven for næste år. Men holder han fast i det,
så bliver det en aftale uden SF.

- Vi kan ikke støtte en aftale, hvor der ikke bliver fundet en stor
finansiering, siger Jacob Mark, børneordfører for SF.

Han uddyber:

- Vi vil have binding på konkrete intiativer, en halv milliard næste år og
så en forpligtelse til at finde flere penge fremadrettet.

Vi kan ikke støtte en aftale, hvor der ikke bliver fundet en stor
finansiering.

JACOB MARK (SF) BØRNEORDFØRER

Sundhedsminister Magnus Heunicke har overfor mediet
<https://www.altinget.dk/artikel/heunicke-afviser-fuld-finansiering-af-psyki
atriplan-nu-resten-af-pengene-skal-kommende-regeringer-finde> Altinget
afvist, at den tiårige psykiatriplan bliver fuldt finansieret her og nu. Han
afviser også at forhandle økonomien på plads for de første år i
psykiatriforhandlingerne. De penge skal findes i finansloven senere på året,
lyder det fra ministeren.

Men det er hovedrystende at køre forhandlinger på den måde, lyder kritikken.

- Vi har en psykiatri, der er fuldstændig i knæ – og så har vi en regering,
der ikke vil lægge en krone ind i psykiatriforhandlingerne, siger Jacob
Mark.



Jacob Mark (SF) kræver, at sundhedsministeren finder konkret finansiering
til psykiatriplanen. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Philip
Davali © Ritzau Scanpix)

Heller ikke De Konservative kan se sig selv i en aftale uden en klar melding
om finansieringen.

- Det bliver meget, meget svært, hvis ikke regeringen vil finde nogle penge
til det her, siger sundhedsordfører Per Larsen.

Og det bliver også uden Venstre, hvis ikke der kommer et klart svar på, hvad
planen vil koste, og hvor regeringen vil finde pengene.

- Regeringen har nedlagt forbud mod, at vi overhovedet diskuterer økonomi
under de her forhandlinger. Det er helt uhørt, siger Venstres
sundhedsordfører Martin Geertsen.


Valg kan rykke ved finansloven


Da finansloven blev præsenterede i slutningen af august, stod det klart, at
regeringen ikke på forhånd havde sat penge specifikt af til at løfte
psykiatrien.

Regeringen lægger i stedet op til, at pengene skal findes i
forhandlingsreserven på 550 millioner kroner. Forhandlingsreserven er en
pulje med penge, der kan bruges på at finansiere de ønsker, andre partier
kommer med til finansloven. Altså også ønsker, der intet har med psykiatrien
at gøre.

Men med De Radikales trussel om et mistillisvotum den. 4 oktober, hvis ikke
statsminister Mette Frederiksen har udskrevet valg inden, så frygter SF, at
pengene aldrig bliver fundet.

Vi skal have penge med for at lave en aftale. Ellers er det bare ord.

STINUS LINDGREN (R), SUNDHEDSORDFØRER

- Så skal der gå en måned med valg, så skal der være en måned med
forhandlinger, og så skal en ny regering nå at sætte sig. Der er simpelthen
brug for finansiering nu, ellers synes jeg, man tager lidt pis på
psykiatrien, siger Jacob Mark.

De Radikale Venstres sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, vil ikke afvise, at
pengene kan findes i finanslovsforhandlingerne, men han er enig i, at man
ikke kan vente med at finde pengene.

- Så må vi jo tage hul på finanslovsforhandlingerne nu. For vi skal have
penge med for at lave en aftale. Ellers er det bare ord, siger han.


Et valgløfte


Planen om at løfte psykiatrien har været længe undervejs. Under valget i
2019 lovede Socialdemokratiet, at de ville forbedre psykiatrien med en
tiårsplan. Den daværende oppositionsleder Mette Frederiksen sagde
<https://www.dr.dk/nyheder/politik/et-aar-siden-sagde-heunicke-undskyld-mang
lende-psykiatriplan-men-den-er-stadig-ikke> dengang til DR, at hun var klar
til en finde en halv milliard ekstra årligt til psykiatrien.

Siden blev målet om en tiårsplan for psykiatrien skrevet ind i
forståelsespapiret mellem regeringen, De Radikale Venstre, SF og
Enhedslisten.

Alligevel var det først i august i år, at regeringen præsenterede deres
forslag. Og det var et forslag uden beregninger på, hvad den tiårige
psykiatriplan ville koste, og hvordan den skulle finansieres.

Og det er helt uhørt, at regeringen ikke har konkrete bud på, hvor pengene
skal findes, mener Venstre.

- Det er ikke den måde, man laver politiske aftaler på. Vi sidder jo og
forhandler med bind for øjnene i sundhedsministeriet nu, siger Martin
Geertsen.



Sundhedsordfører Martin Geertsen (V) mener, at forhandlingerne om en
psykiatriplan foregår i blinde.(Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) (Foto:
NILS MEILVANG © Ritzau Scanpix)

Venstre mener ikke, det er realistisk, at man kan lave en aftale om
psykiatri, hvis ikke regeringen anviser nogle midler.

- Vi vil gerne diskutere målsætninger. Men vi skal jo også diskutere,
hvordan vi når derhen, hvad er det for nogle intiativer, og hvad er det for
nogle kroner og ører, vi skal afsætte. Det er helt uhørt bare at sparke
regningen ned af vejen.

Martin Geertsen vil dog ikke sætte et konkret tal på, hvor mange penge
Venstre selv vil bruge på psykiatrien. Eller hvor pengene skal komme fra.

- Jeg kommer ikke til at vise min forhandlingshånd her hos dig på Danmarks
Radio, men vi kommer til at prioritere psykiatrien både i vores
finanslovsforslag og i vores 2030-plan, siger han.

Sundhedsminister Magnus Heunicke afviser, at der ikke er tænkt på
finansieringen. Han peger på, at regeringen har sat et 'betragteligt' beløb
af på forhandlingsreserven til at finansiere psykiatriplanen de første år.

- Vi har afsat en sum på lidt over en halv milliard næste år og det dobbelte
året efter, hvor en stor del skal gå til psykiatrien, siger han.

Men SF mener ikke, det er godt nok. De vil finde pengene nu og her. Vil du
det?

- Pengene er lagt frem i vores finanslovsforslag. Når så
psykiatriforhandlingerne er endt i nogle konkrete mål, så kan vi tage
pengene derfra.

Men der kommer et valg om lidt. Så det er måske slet ikke jer, der sidder
ved forhandlingsbordet. Så hvorfor ikke finde pengene nu?

- Det er rigtigt, der er en valgkamp foran os, men lad os nu gøre tingene i
den rigtige rækkefølge. Selvfølgelig vil den aftale, vi laver, forpligte,
ikke kun os, men alle til at levere konkrete midler til at løfte
psykiatrien.

Partierne skal mødes til forhandlinger om en langsigtet psykiatriplan igen
fredag formiddag.

 

https://www.dr.dk/nyheder/politik/skarp-kritik-af-minister-partier-vil-ikke-
forhandle-psykiatri-uden-penge

 

MVH.

Hans Mikkelsen. 

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20220909/8d06cde3/attachment.html>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image001.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 36478 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20220909/8d06cde3/attachment.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image002.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 27611 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20220909/8d06cde3/attachment-0001.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image003.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 29650 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20220909/8d06cde3/attachment-0002.jpg>


Mere information om maillisten Politik.