[Politik] Børneorganisationer oprørte over Mette Frederiksen: Manglende hjælp rammer fattige børnefamilier hårdt | Politik | DR

Hans Mikkelsen hansmikkelsen at stofanet.dk
Fre Sep 16 20:15:23 CEST 2022


Børneorganisationer oprørte over Mette Frederiksen: Manglende hjælp rammer
fattige børnefamilier hårdt | Politik | DR

 <https://www.dr.dk/nyheder/politik> POLITIK


Børneorganisationer oprørte over Mette Frederiksen: Manglende hjælp rammer
fattige børnefamilier hårdt


De fattigste børnefamilier har ikke fået den nødvendige hjælp til at klare
de store prisstigninger, lyder kritik fra børneorganisationer.



35-årige Anette Pedersen bruger rollator på grund af smerter i kroppen.
Foto: DR (Foto: Asger Ellekrog © DR)

 

AF

 <mailto:roul at dr.dk> Rosa Uldall

 <mailto:mohe at dr.dk> Morten Henriksen

 <mailto:rlin at dr.dk> Rasmus Lindegård Hansen

 <mailto:abys at dr.dk> Anders Byskov Svendsen

I DAG KL. 05:43

 

ne vil, men det kan vi bare ikke.

Sådan lyder det fra 35-årige Anette Pedersen, der tydeligt mærker, at
inflationen er på sit højeste niveau i næsten 40 år - i august var den oppe
på
<https://www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/nyt/NytHtml?cid=39962
> 8,9 procent ifølge tal fra Danmarks Statistik. Og det påvirker blandt
andet prisen på energi, fødevarer og transport.

Anette Pedersen er aldrig kommet sig over en bilulykke i 2006 og er derfor
på 16. år på kontanthjælp. Hun bor i en almen bolig i Høje-Taastrup sammen
med sin søn på syv år.

Når alle regningerne er betalt, er der ikke meget tilbage, oplever hun.

- På en god måned er der 1.000 kroner til mad - på de dårlige måneder er det
400 kroner, lyder det fra Anette Pedersen.

Hun har gennem årene været i en række arbejdsprøvninger, men kroppen har
svært ved at følge med.

- Jeg vil gerne ud på arbejdsmarkedet, men jeg har rent fysisk ikke mulighed
for det, siger hun.

Derfor lever hun af kontanthjælp og forskellige børnetilskud.

- Maden i madpakken er fra madspildsprogrammer, og det meste af sønnens tøj
er genbrugstøj, siger Anette Pedersen.


Klandrer statsministeren


Anette Pedersen og hendes søn er ikke de eneste, der i øjeblikket er
pressede af de stigende priser på alt fra el til oksefars.

For de fattigste børnefamilier i Danmark er situationen ifølge tre
børneorganisationer særlig alvorlig, fordi der ikke fra regeringens side er
lavet økonomiske hjælpepakker målrettet dem - i modsætning til blandt andet
nogle ældre.

Og dermed har statsminister Mette Frederiksen (S) svigtet de fattigste
børnefamilier i Danmark, mener både Red Barnet, Mødrehjælpen og Børns
Vilkår.

- De fattigste børnefamilier har slet ikke været tilgodeset, når vi taler om
høj inflation og astronomiske energipriser. Vi er meget bekymrede for
børnene i de familier, siger direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl til DR
Nyheder.

De fattigste børnefamilier har slet ikke været tilgodeset, når vi taler om
høj inflation og astronomiske energipriser. Vi er meget bekymrede for
børnene i de familier

RASMUS KJELDAHL, DIREKTØR I BØRNS VILKÅR

Samme melding kommer fra Red Barnet.

- Alle mennesker er jo påvirkede af inflationen og stigende energipriser,
men der er altså bare nogle børnefamilier i Danmark, som i forvejen havde
ualmindeligt svært ved at få pengene til at slå til.

- De er slået fuldstændig omkuld nu, og det er børnene, det går ud over. Det
er da uacceptabelt, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der er generalsekretær i
Red Barnet.

Hun kritiserer, at Mette Frederiksen ikke har målrettet økonomiske
hjælpepakker til de fattigste børnefamilier.

- De familier og de børn har fået det endnu sværere nu, hvor det er blevet
så dyrt at købe ind og så dyrt at betale varme- og elregning. Det må
statsministeren da gøre noget ved, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Også Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen, retter kritikken mod
regeringen.

- Jeg forstår dybest set ikke, hvorfor man ikke fra Socialdemokratiet og
støttepartiernes side har sagt, at inflationshjælpen selvfølgelig skal gå
til fattigste børnefamilier i Danmark. Det synes jeg, at man skylder, når
man kalder sig børnenes statsminister.


Regeringen: Vi har hjulpet


Statsminister Mette Frederiksen (S) ønsker ikke at stille op til interview.
Hun henviser til social- og ældreminister Astrid Krag (S), som afviser
kritikken.



Social- og ældreminister Astrid Krag (S). Arkivfoto (Foto: Philip Davali ©
Ritzau Scanpix)

Hun fremhæver, at regeringen løbende har lavet en stribe tiltag som hjælp
mod de stigende priser, der også kommer fattige børnefamilier til gavn.

- Den varmecheck, der er kommet, loftet over huslejen og nu senest den
tryghed, der bliver skabt over energiregningen, så man kan planlægge sit
budget, det er jo klart noget, der kan skabe ro hos de børnefamilier, hvor
økonomien er mest klemt, siger Astrid Krag.

Op mod
<https://www.dr.dk/nyheder/penge/ny-aftale-oekonomisk-haandsraekning-paa-vej
-til-pressede-danskere> 400.000 danskere har modtaget varmechecken, og
<https://www.dr.dk/nyheder/politik/mette-frederiksen-vil-give-5000-kroner-sk
attefrit-til-pensionister> nogle ældre kan se frem til at få en check på i
alt 5.000 kroner. Dertil kan kommuner søge penge i en pulje på 100 millioner
kroner, der blandt andet kan bruges til at hælpe kontanthjælpsmodtagere med
enkeltydelser.

Hvorfor har det været vigtigere for jer at give et kontant beløb til de
ældre, som modtager ældrecheck, end til de fattigste børnefamilier?

- Når du er folkepensionist og kun har din folkepension, så er det klart, at
når du skal betale mere i supermarkedet for at fylde kurven op med de basale
fødevarer, så presser det også på folkepensionen.

Presser det ikke også de fattigste børnefamilier?

- Vi har kunnet se i denne regerings tid, at færre børn vokser op med mor og
far på kontanthjælp og udenfor arbejdsmarkedet.

- Og der er god brug for arbejdskraft på vores arbejdsmarked, så der er
mulighed for, at forældre i de familier, der er pressede, kan træde ind på
arbejdsmarkedet og få flere penge mellem hænderne, siger Astrid Krag.


Organisationer kræver hjælp nu


Hos Mødrehjælpen oplever man i hjælpearbejdet, at de fattigste børnefamilier
har svært ved at få det til at hænge sammen.

- Vores rådgivere fortæller, at hvor det i efteråret sidste år handlede om,
at man ikke havde råd til at sende sine børn til spejder og holde juleaften,
så står vi i en krise lige nu, hvor familierne oplever ikke have råd til
mad, lyder det fra Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen.

Den opfattelse deler Johanne Schmidt-Nielsen, der er generalsekretær i Red
Barnet.

- Forældrene er simpelthen bekymrede, og det smitter af på børnene, som går
rundt med en knude i maven, og sådan skal det ikke være i Danmark.

Derfor mener landets største børneorganisationer, at regeringen bliver nødt
til at målrette økonomisk hjælpe specifikt til de fattigste børnefamilier.

- Regeringen bør så hurtigt som overhovedet muligt lave et akut løft, men
også et permanent løft, for de her børnefamilier levede jo i forvejen i
fattigdom, siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.

LÆS OGSÅ:
<https://www.dr.dk/nyheder/politik/regeringen-foreslaar-inflationshjaelp-paa
-milliarder-i-finanslov> Regeringen foreslår inflationshjælp på to
milliarder i finanslov

Da regeringen fremlagde sit finanslovsforslag, lagde den op til at afsætte
to milliarder kroner i inflationshjælp til de danskere, der er hårdt ramt af
de høje prisstigninger. Regeringen har ikke sagt, hvilke grupper der skal
tilgodeses med de penge.

- De to milliarder skal bruges til at hjælpe de fattigste børnefamilier,
siger direktøren i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

Astrid Krag vil dog ikke love, at de to miliarder kroner bliver målrettet de
fattigste børnefamilier.

- Jeg skal ikke stå her og forhåndsdisponere, men jeg er bare glad for, at
man har set, at der er nogle midler til inflationshjælp, siger hun.

LÆS OGSÅ:
<https://www.dr.dk/nyheder/penge/regeringen-vil-saette-loft-over-danskernes-
energiregning-denne-vinter> Regeringen vil lade danskerne betale høje
energiregninger på afdrag

På onsdagens pressemøde præsenterede regeringen et yderligere tiltag for at
komme pressede danskere i møde - at det skal være muligt at indefryse en del
af energiregningen og afdrage over tid.

Det tiltag vækker dog ikke begejstring.

For selvom Mødrehjælpen er positive overfor, at regeringen anerkender, at de
fattigste børnefamilier er økonomisk pressede, så mener de, at tiltaget
'svarer til at tisse i bukserne for at holde varmen.'

- De fattigste børnefamiliers økonomi er helt i bund, og de har brug for
direkte, målrettet og konkret inflationshjælp for at klare sig nogenlunde
igennem inflationskrisen. Ikke flere lån og afdragsordninger, lyder det fra
Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen.

 

https://www.dr.dk/nyheder/politik/boerneorganisationer-oproerte-over-mette-f
rederiksen-manglende-hjaelp-rammer-fattige

 

Mette Frederiksen anklages for svigt af fattige børn: Meget svært at kalde
hende for børnenes statsminister | Politik | DR

 <https://www.dr.dk/nyheder/politik> POLITIK


Mette Frederiksen anklages for svigt af fattige børn: Meget svært at kalde
hende for børnenes statsminister


Børneorganisationer er gevaldigt skuffede over statsministerens indsats for
at bekæmpe børnefattigdom i Danmark.



Statsminister Mette Frederiksen (S). Arkivfoto (Foto: Mads Claus Rasmussen ©
Ritzau Scanpix)

 

AF

 <mailto:mohe at dr.dk> Morten Henriksen

 <mailto:roul at dr.dk> Rosa Uldall

I DAG KL. 11:23OPDATERET I DAG KL. 11:56

 

Jeg vil være børnenes statsminister.

Sådan lød løftet fra Mette Frederiksen på Socialdemokratiets kongres for
præcis fire år siden, inden hun blev statsminister.

Og efterfølgende konkretiserede den socialdemokratiske partiformand, at hun
blandt andet ville måles på, hvad hun som statsminister gjorde i forhold til
at mindske antallet af børn, der vokser op i fattigdom i Danmark.

- Det afgørende må være, om vi i Danmark får en statsminister, som har tænkt
sig at gøre noget ved børnefattigdommen eller ej. Og det vil jeg, sagde
Mette Frederiksen.

- Det, jeg lover, er at gøre noget ved børnefattigdom.

Jeg er skuffet. Især fordi det er Socialdemokratiet, som jo også er et rødt
parti, der sådan set bryster sig af at ville lave mere lighed og hjælpe de
aller-, allersvageste økonomisk svageste i det her samfund.

NINA THOMSEN, DIREKTØR I MØDREHJÆLPEN

Men statsministeren har slet ikke leveret, når det handler om at bekæmpe
børnefattigdom, lyder det samstemmende fra landets største
børneorganisationer.

- Jeg synes, det er meget svært for Mette Frederiksen at kalde sig børnenes
statsminister. For eksempel er det altså et kæmpemæssigt problem, at vi
stadigvæk har tusindvis af børn i Danmark, som faktisk vokser op i
fattigdom, og det problem har Mette Frederiksen ikke løst, siger
generalsekretær i Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen.

Synes du, hun lever op til det at være børnenes statsminister?

- Ej, jeg vil nok sige, at man skal have løftet børnene i Danmark, som lever
i fattigdom, ud af børnefattigdom for for alvor at kalde sig børnenes
statsminister, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Sådan her så Mette Frederiksens pjece ud forud for valget i 2019:



Screenshot fra Socialdemokratiets pjece.

Direktøren i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, mener direkte, at Mette
Frederiksen har svigtet de fattigste børn.

- Mette Frederiksen svigter jo børnefamilierne, når det her med
børnefattigdom slet ikke er vigtigt for regeringen længere. Når man har
sagt, at man vil være børnenes statsminister, så er man nødt til at have
fokus på børnefattigdom igennem hele sin regeringsperiode, siger Rasmus
Kjeldahl.

Også hos Mødrehjælpen er der skuffelse over, at statsministeren i de
forløbne år, hun har været ved magten, "ikke har gjort mere for at bekæmpe
børnefattigdom".

- Ja, jeg er skuffet. Især fordi det er Socialdemokratiet, som jo også er et
rødt parti, der sådan set bryster sig af at ville lave mere lighed og hjælpe
de økonomisk allersvageste i det her samfund, siger Ninna Thomsen, direktør
i Mødrehjælpen.


Krag afviser kritik af statsministeren


Statsminister Mette Frederiksen (S) ønsker ikke at stille op til interview.
Hun henviser til social- og ældreminister Astrid Krag (S), som afviser
kritikken af, at Mette Frederiksen har svigtet.

- Mette Frederiksen er børnenes statsminister. Både på grund af den reform,
vi har lavet af kontanthjælpssystemet, den kæmpe aftale om barnets lov og
stærke rettigheder til de mest udsatte børn.

- Og så kan vi bare konstatere, at det er lykkedes at knække kurven i
forhold til, hvor mange børn der ifølge Danmarks Statistik lever i
fattigdom, efter mange år hvor tallet bare er steget, siger Astrid Krag.

Det betyder noget, hvem der har regeringsmagten. Der er flere børn, der
vokser op med forældre i arbejde nu

ASTRID KRAG, SOCIALDEMOKRATIET


Færre relativt fattige børn


Da Mette Frederiksen tiltrådte som statsminister, var der 64.500 børn, som
levede under den relative fattigdomsgrænse, som Danmarks Statistik hvert år
offentliggør.

Tallet er siden faldet med 8.000, så der er 56.500 børn, som lever under den
relative fattigdomsgrænse i 2020, viser
<https://www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/nyt/NytHtml?cid=33390
> de senest offentliggjorde tal fra Danmarks Statistik.

Astrid Krag, er det godt nok?

- Vi ikke er i mål. Vi er godt i gang.

- Men der stadig for mange børn, der vokser op med mor og far uden for
arbejdsmarkedet, siger Astrid Krag.

Konsekvenserne for de børn, der vokser op i fattigdom, er voldsomme. De går
rundt med en permanent følelse af at være udenfor.

JOHANNE SCHMIDT-NIELSEN, GENERALSEKRETÆR I RED BARNET

Ifølge Danmarks Statistik lever man i "relativ fattigdom", hvis man tjener
under halvdelen af den såkaldte median-indkomst i Danmark.

For en enlig forælder med et barn betyder det for eksempel, at man lever
under den relative fattigdomsgrænse, hvis man har en indkomst under 14.332
kroner om måneden efter skat i 2020.

Siden har regeringen og dens støttepartier samt Kristendemokraterne i sommer
indgået en politisk aftale om offentlige ydelser.

Ifølge regeringen betyder den aftale, at cirka 9.200 børn bliver løftet op
over lavindkomstgrænsen. Flere af støttepartierne har senere erkendt, at
tallet nok snarere kun er omkring 3.000.

Den aftale er endnu ikke vedtaget af Folketinget.


Har ikke sat tal på


Mette Frederiksen har aldrig sat et tal på, hvor meget børnefattigdommen
skal nedbringes i hendes tid som statsminister. Men det fald, der er sket,
siden hun satte sig på posten i 2019, er ifølge børneorganisationerne slet
ikke nok.

- Jeg synes slet ikke, det er godt nok, siger Rasmus Kjeldahl fra Børns
Vilkår.

- Vi har været igennem en højkonjunkturperiode, og det undrer mig faktisk,
at det tal ikke er faldet meget mere.

- Jeg ville have forventet et stærkere fald på grund af den gode
arbejdsmarkedssituation, så der er altså noget grundlæggende galt, som den
nuværende eller en kommende regering bliver nødt til at adressere.

Samme holdning har Mødrehjælpen.

- Mette Frederiksen har svigtet, fordi hun ganske enkelt ikke er lykkedes
med at bringe børnefattigdommen i bund. Vi har kanon høje tal på
børnefattigdom i Danmark, siger direktør Ninna Thomsen.

Men tallet er jo faldet igennem de sidste år. Hvorfor er det ikke godt nok?

- Der er en højkonjunktur i Danmark, og det betyder selvfølgelig, at der er
rigtig mange, der kommer i arbejde.

- Det er vanvittigt godt hver eneste gang, der er en enkelt familie, der
bliver løftet ud af børnefattigdom, men med den reform, man har lavet, fik
man kun løftet 9.000 børn ud af børnefattigdom.

- Det er alt for lidt i forhold til den store gruppe, der er, og de mange
familier, der er ramt af sygdom og lever mange år i fattigdom, siger Ninna
Thomsen.

Astrid Krag ser anderledes på sagen og gentager sin tilfredshed over, at
kurven over antallet af fattige børn er knækket under Mette Frederiksens
regeringstid, efter antallet var steget unden den forrige borgerlige
regering.

- Nu er det lykkedes at knække kurven. Det viser jo, at det betyder noget,
hvem der har regeringsmagten. Der er flere børn, der vokser op med forældre
i arbejde nu, siger Astrid Krag.


'Utilgiveligt'


Børneorganisationerne er bekymrede for konsekvenserne, der følger af en
barndom i fattigdom.

- Fattigdom rammer børnenes uddannelsesmuligheder på langt sigt. Det rammer
deres sociale liv. De bliver mere ensomme. Det får forskellige
mistrivselssymptomer. Fattigdom er rigtig alvorligt for et barn at gå
igennem, siger Rasmus Kjeldahl.

Iføgle Johanne Schmidt-Nielsen er konsekvenserne for de børn, der vokser op
i fattigdom, voldsomme.

- De går rundt med en permanent følelse af at være udenfor. De kan aldrig få
det, som de andre børn har. Hvis fodboldskoene klemmer, så kan de ikke få et
par nye.

- De oplever forældre, der faktisk serverer sparsomme måltider for dem, og
de oplever forældre, som er dybt bekymrede, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun tilføjer, at forskningen viser, at børnefattigdom trækker dybe spor ind
i voksenlivet - blandt andet i forhold til uddannelsesniveau, tilknytning
til arbejdsmarkedet og psykisk velvære.

- Jeg synes, at det er utilgiveligt, at vi har børn, der vokser op i
fattigdom i Danmark, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

 

https://www.dr.dk/nyheder/politik/mette-frederiksen-anklages-svigt-af-fattig
e-boern-meget-svaert-kalde-hende-boernenes

 

MVH.

 

Hans Mikkelsen. 

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20220916/025a3a78/attachment.html>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image001.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 48263 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20220916/025a3a78/attachment.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image002.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 27241 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20220916/025a3a78/attachment-0001.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image003.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 17998 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20220916/025a3a78/attachment-0002.jpg>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: image004.jpg
Type: image/jpeg
Størrelse: 59013 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/politik_blindkom.dk/attachments/20220916/025a3a78/attachment-0003.jpg>


Mere information om maillisten Politik.