[Sexlisten] Over Hesten

[sexlisten at blindkom.dk]

Velbekomme: 

 

Miller. 

 

Over Hesten

sexwriter.dk

 

Skrevet af: Annonym

 

Kategori::

Pige Sex.

Sm.

Bondage.

Embedsmisbrug.

Bdsm.

Oralsex.

Dominans.

Domina.

Spanking.

Sensuel erotik.

 

Efter frokosten har Rosalina køkkentjans, mens jeg bliver sat direkte
tilbage i cellen. Da Angelica er gået sin vej smider jeg mig på sengen,
forsøger at slappe af, men en uro rumsterer i kroppen. Jeg trækker tæppet
over mig, lukker øjnene i et flygtigt håb om at kunne falde i søvn. Slår dem
op igen, stirrer op i det rå betonloft. Prøver at tænke på noget andet.
Konstaterer at det ikke går. Sætter mig op i sengen, med benene trukket op,
ryggen mod væggen, og lader rastløst blikket glide rundt i den trange celle.
Rosalinas seng ved siden af min, lokummets stålkumme, vasken i keramik,
vores lille mikrokosmos. Angelica har ladet den yderste tynde metalskydedør
stå åben, berøvet mig den eneste smule privatliv vi har. Jeg kan kigge ud på
gangen gennem den indre tremmedør, høre de fjerne rungende lyde af skridt og
døre der lukkes op og i. Det er ligegyldigt. Jeg har ikke behov for
privatliv i min anspændte og let speedede tilstand. Sådan har jeg det altid
på de dage hvor jeg skal over Hesten.

Marta kommer med Rosalina efter en times tid eller deromkring. Hun smækker
tremmedøren i og går på hug for at fjerne Rosalinas fodjern. Derefter
stikker Rosalina hænderne ud gennem åbningen i tremmerne så Marta også kan
tage håndjernene af hende. Da hun er færdig og står med de skinnende blanke
metalkæder sender hun mig et blik, og jeg tænker et øjeblik om det allerede
er nu? Normalt lader de os vente længere. "Vi ses lige om lidt, Ana!" siger
hun så, ildevarslende, og forsvinder ned ad gangen.

Rosalina smider sig på sin egen seng ved siden af mig. I den smalle celle er
der kun godt en meter imellem os. Hun kigger forskende på mig.
"Hvordan går det, Ana?"
"Hvordan tror du?"
"Sidder du og tager sorgerne på forskud?"
"Mm-hm!"
"Det er det de ønsker, ved du. Det er derfor de lader dig kende dagen, men
ikke tidspunktet."
"Jeg ved det. Men jeg kan ikke lade være alligevel."
Rosalina ser mig i øjnene.
"Det kan jeg heller ikke. Men du burde nu tænke på noget andet alligevel."
Hun lægger sig på siden i sengen, åbner en smule for fangedragtens lynlås,
og sender mig et lille men frækt smil.
"Skulle vi ikke tage og ligge lidt i ske?"

Jeg kigger på hendes ansigt, det mørke bølgende hår, lynlåsens indbydende
lille åbning under hagen, hendes lokkende smil. I spjældet bliver vi alle
lebber. Selvfølgelig, hvad er der ellers at gøre? Her er ingen mænd, heller
ikke blandt personalet. Vi får lov til at arbejde i køkkenet, vaskeriet,
værkstederne. Dertil lidt gårdture og motion. Men vi tilbringer også rigtig
mange timer låst inde i cellerne, sammen, uden andet at give os til. De
fleste skal lige vænne sig til det. For mig var det en åbenbaring. Jeg har
delt celle med Rosalina i fem måneder nu. Jeg kender hendes krop lige så
godt som jeg kender min egen. Ikke bare dens ydre skal, men også dybere -
lugt, smag. Dens reaktioner. Alligevel kan jeg ikke ligge i ske med hende
nu, knuden i maven er for dominerende.

"Jeg har ikke lyst!" siger jeg, fortryder straks mit let irriterede og
afvisende tonefald.
"Altså.. ikke nu. Senere. Bagefter."
Rosalina smiler bredere, hendes øjne glimter.
"Bagefter, så skal jeg simpelthen tage mig af dig indtil du glemmer hvad du
selv hedder!"
Jeg giver hende forsigtigt et smil tilbage, og mærker faktisk en lille
kildren i mellemgulvet ved siden af den store anspændte knude. Tanken om at
Rosalina ligger der og ser frem til at kæle for mig gør mig varm og ophidset
et øjeblik. Så får nervøsiteten igen overhånd da jeg hører skridt på gangen,
og Marta kommer til syne udenfor tremmerne. Hendes stærke robuste krop
fylder næsten døråbningen ud. Hun fikserer mit blik og gør et kort kast med
hovedet.
"Så, Ana, op med sig!"

Hun trækker et sæt håndjern frem og begynder at åbne dem. Jeg rejser mig
langsomt, tvært, går op til celledøren, vender ryggen til, og stikker
hænderne ud gennem den firkantede åbning i midten. Mærker det kolde stål
stramme og fiksere om mine håndled. Sådan er regimet her. Når ikke vi er
låst inde i vore celler er vi som udgangspunkt i lænker på en eller anden
måde. Det har sat en effektiv stopper for volden og bandeopgørene som
fængslet tidligere var berygtet for. Men det gør også tilværelsen herinde
endnu mere tung og dræbende kedsommelig.

Da jeg fik min dom tænkte jeg at det var verdens undergang. Mærkeligt nok
var indsættelsen i fængslet en kæmpe lettelse. Kontrollen, rutinerne,
fratagelsen af ethvert valg og initiativ gav mig en ro som jeg aldrig havde
kendt til i mit kaotiske liv udenfor. Gaden, stofferne, fyrene som aldrig
stillede mig tilfreds, og som skulle være mere og mere machismo fordi jeg
troede at det var det der manglede. Kriminaliteten de trak mig ind i,
politi, rivaliserende bander, konstant angst og årvågenhed. Alt sammen var
det som en døs eller rus der dunstede bort i fængslets monotoni. Efter få
uger fattede jeg ikke hvad jeg havde tænkt på udenfor. Alligevel følte jeg
at uroen og rastløsheden ville vende tilbage hvis jeg vandt appelsagen og
blev sluppet fri. Dommens stadfæstelse var en yderligere lettelse, og jeg
dykkede ned i indespærringens og underkastelsens sære frigørelse. Og i min
nyfundne seksualitet. Jeg var nærmest lykkelig for en stund. Nu sniger
kedsomheden sig ind, der resterer stadig mere end tre år, og det er som om
tiden tårner sig op foran mig. Dertil er der så turene over Hesten.

Marta spænder fodjern om mine ankler, det plejer hun ellers ikke at gide når
hun skal spænde dem op igen lige om lidt. Så åbner hun døren, og fører mig
ud af cellen. Ude på gangen trækker hun en lang tynd kæde om halsen på mig,
og låser den fast med en anordning så hun kan stramme den yderligere ved at
trække i den. Hvad skal det til for med alt det jern? Vi skal jo bare ned i
Stalden.

Marta rykker i kæden så den strammer til, trækker mig ned ad gangen. Betonen
er ru og en anelse kølig under mine bare fødder. På trappen ned i kælderen
må jeg være forsigtig på grund af fodjernene, metallet gnaver i anklerne
hvis jeg kommer til at stramme kæden ud, og med sammenlænkede hænder må jeg
endelig ikke falde. Marta rykker utålmodigt i mig. Da vi nærmer os døren ind
til Stalden trækker min mave sig sammen. Man kan sagtens tage imod en gang
spanskrør på månedlig basis. Men man kan ikke vænne sig til det.

Marta lægger hånden på dørhåndtaget, vender sig imod mig med et lille
spottende smil.
"Husk nu at smile, søde! Du har publikum på i dag!".
Så åbner hun døren og trækker mig ind i Stalden. Hun rykker hårdt i
halskæden så jeg tumler fremad, og er tæt ved at miste balancen fordi jeg
både er i håndjern og fodlænker. Det var altså formålet med alt jernet. Jeg
skulle udstilles og ydmyges til skræk og advarsel.

Jeg retter mig fortumlet op, og kigger mig omkring i Stalden. Hesten troner
i midten, ved siden af står Angelica, og bagved den ser jeg mit publikum.
Det har jeg ikke prøvet før. De ser let chokerede ud over min entré. Det er
piger, selvfølgelig, i 15-årsalderen, formentlig en skoleklasse fra en
statsskole i et af de vidtstrakte slumområder der lukker sig om storbyen som
en musling. En hel del af dem ser decideret fattige ud med slidt og dårligt
siddende tøj. Men der er også nogle stykker der er tjekket klædt i
tætsiddende jeans og bling-trøjer som de næppe har købt for deres
lommepenge. I slummen tjener en ung pige penge på sex eller narko, eller
begge dele. Der er sgu nok en grund til at deres lærer syntes de skulle
herind og se på mig.

Marta begynder at åbne mine lænker. Angelica taler til pigerne. "Denne
kvinde har gjort sig skyldig i alvorlig narkokriminalitet og også i grov
vold. Hun er idømt fire års skærpet fængselsophold. Det betyder at hun
modtager den afstraffelse I nu skal overvære, en gang om måneden." Det er
underligt at høre Angelica tale så pænt og formfuldendt til nogen. Over for
os indsatte er hendes sprog helt anderledes kortfattet, råt og slangpræget.

Marta bliver færdig med lænkerne, hun taler hårdt, kommanderende. "Af med
tøjet!" Det er nærmest teatralsk, af hensyn til publikum, for jeg ved jo
godt hvad programmet er. Jeg åbner fangedragtens lynlås, den sidder løst på
mig og falder lige til jorden omkring mine fødder. Jeg træder ud af den,
fjerner undertrøjen og trusserne i det grove bomuldsstof. Den lidt kølige
kælderluft der smyger sig om min nøgne hud giver mig som altid en ekstra
følelse af sårbarhed. Pigerne kigger uroligt på min nøgne krop. Marta
fortsætter skuespillet.

"Op på hesten!"
Jeg lystrer uden at fortrække en mine. Hesten er en polstret bænk på cirka
30 gange 60 centimeter, med en lille forhøjning bagerst. Den står på fire
solide ben, som går ud til siden i en vinkel. Nederst på benene sidder
læderremme som kan justeres i højden. Hestens ører er en polstret V-formet
udskæring, hvor rytteren kan hvile sit hoved på hagen, så det vender frem
mod et eventuelt publikum. Jeg lægger mig til rette, og betragter pigerne
mens Marta begynder at fastgøre mine håndled og ankler til hestens ben med
læderremmene. Angelica viser dem spanskrøret, forklarer dem at det er
halvfems centimeter langt, tolv millimeter tykt og gummibeklædt. Hun lader
det gå rundt imellem dem. Nogle af dem vender sig bort fra det, eller sender
det hurtigt videre som om de havde brændt sig på det. Andre studerer det
nysgerrigt, mærker på gummibeklædningen, flexer det for at fornemme
stivheden. Især bling-tøserne i de smarte jeans er interesserede, selvom de
forsøger at virke overlegne, indifferente.

Marta er færdig med remmene. Min nøgne krop ligger åben, fastspændt, som et
dyr i en grotesk zoologisk have. Dens runde lysebrune bagdel strutter
indbydende bagud med sin glatte følsomme hud. Spanskøret er endt hos en
spinkel pige i pænt men ikke prangende tøj, med store runde indfattede
briller. Den type husker jeg også fra skoletiden. Den pæne intelligente pige
med en stålsat ambition om at uddanne sig ud af slummens lortehul. Hendes
blik flyver frem og tilbage mellem spanskrøret og mig, som om hun i tanken
prøver at forbinde de to ting. En sitrende spænding løber igennem mig, lige
under huden. Marta tager spanskrøret fra hende og bevæger sig om bag mig i
roligt tempo. I Stalden er alle bevægelser langsomme, dvælende.
Forventningen om straffen er i sig selv en del af straffen. Hun gnider
forsigtigt spanskrøret over min ende, der hvor hun har tænkt sig at sætte
den første stribe. Den sitrende spænding vokser i min krop, jeg kan næsten
ikke skjule den. Der er helt stille i rummet nu, en intens elektrisk
stemning dirrer i luften. Spanskrøret forsvinder fra min bagdel, nu er det
et spørgsmål om sekunder.

Svirpet og smældet bryder stilheden som en eksplosion. Jeg mærker det fine
snit over balderne, i en brøkdel af et sekund er det egentlig ikke særlig
slemt, så bryder smerten frem i min bagdel, op og ned i kroppen, tager
vejret fra mig og får mine øjne til at løbe i vand. Slaget efterlader mig
stakåndet, skælvende over Hesten, smerten tager kun langsomt af, og Marta
giver mig tid til at påskønne den. Hun tapper forsigtigt med spanskrøret
ovenover striben, markerer hvor den næste skal sidde. Mine tårevædede øjne
genvinder synsevnen, og jeg kan se at slaget har gjort sin virkning. Pigerne
ser chokerede ud, flere holder hænderne op for munden, eller øjnene, mens
bling-tøserne kæmper for at opretholde den kølige, overlegne facade.

Det næste slag svirper, en ny smertebølge forvrænger mit ansigt, og jeg
stønner højlydt. Igen giver Marta mig god tid til rigtig at mærke det. Et
par af pigerne vender sig væk i væmmelse, andre trækker deres ansigter
sammen i raseri, knytter hænderne afmægtigt. De indignerede, socialt
bevidste. Også den type husker jeg. Sprøde drømme om oprør, retfærdighed og
gyldent morgenrøde. Bare ærgeligt at virkeligheden er fuld af røvhuller der
har travlt med at gå i flæsket på hinanden. Det som foregår herinde er
egentlig ret civiliseret i forhold til nogle af de ting jeg så på gaden.

Det tredje rap sidder højt, øverst oppe på numsen. Marta lægger kræfterne i.
Jeg skriger, højere end jeg egentlig havde behøvet. Men det hjælper, og
desuden må jeg også levere et godt show. Jeg ønsker oprigtigt ikke at disse
piger skal havne samme sted som mig. Marta trækker tiden endnu mere ud.
Bling-tøserne kæmper med at holde facaden, en af dem har allerede ladet
kæben falde, en anden bider sig i underlæben. Marta tapper med spanskrøret
nedenunder den første stribe. Nu vil hun begynde at bevæge sig nedad, hvor
huden er mest følsom, og hvor jeg vil kunne mærke striberne når jeg sidder
ned, i en uge, eller måske endnu længere.

Slag nummer fire falder, mit skrig er højere, og mere ærligt nu. Marta har
ramt helt rent, og smerten er altgennemtrængende. Da jeg genvinder sanserne
ser jeg pludselig at den lille spinkle pige med de runde briller stirrer
intenst på mig. Ikke rædselsslagent, heller ikke overlegent eller ynkende,
bare koncentreret, nysgerrigt, som om hun ville gennembore mig med sit blik,
trænge ind i mig. Jeg stirrer tilbage på hende, vi ser hinanden lige i
øjnene, smerten bagi drukner alle andre tanker og følelser, jeg har brug for
et enkelt fikspunkt for at aflede opmærksomheden og stå det igennem.

Det femte slag smælder, længere nede, jeg skriger af fuld hals nu, så mit
publikum kan få noget at tænke over. Da jeg igen fanger pigens blik ser jeg
at hendes mund har åbnet sig svagt, hun ser ikke skræmt ud, bare så opslugt
og koncentreret at hun glemmer alt andet. Vi stirrer direkte på hinanden i
lang tid mens ilden breder sig i min bagdel, og Marta trækker pinen og
ventetiden helt ud. Så sætter hun det sjette og sidste slag nederst nede, og
selvom min krop er spændt stramt ned over Hesten er det alligevel som om den
løfter sig, og hænger i luften sammen med mit langtrukne skrig. Så klasker
jeg sammen, stakåndet, stønnende, mit hoved tømt for tanker, sanser kun
smerten i min krop som langsomt viger.

En uro har bredt sig i flokken af piger. Angelica siger at de gerne må komme
frem og kigge hvis de vil. En lille håndfuld går langsomt, ligesom tøvende
omkring mig, stirrer på min struttende bagdel med de friske, højrøde
striber. En mærker forsigtigt på dem, den ophovnede hud. Berøringen får det
til at give et lille sæt i mig. Det er rart, lækkert. Hvad ville jeg ikke
give for selv at kunne komme til at gnubbe over numsen nu? Jeg forsøger at
holde mig i ro, de skulle nødig fornemme at jeg kan lide berøringen. Måske
ligefrem tro at jeg er sådan en pervers type der bliver ophidset af det her.

Pigen med brillerne går frem imod mig, forsigtigt, skridt for skridt, indtil
hun står lige ud for mig. Hun er så lille at hendes ansigt næsten er i højde
med mit. Igen ser vi hinanden lige i øjnene. Bagved hende er et par af de
mest indignerede piger ved at starte en diskussion med Angelica og deres
lærer.

"Gør det meget ondt?"
Hun spørger lavmælt, forsigtigt, diskussionen bagved gør at hendes stemme
næppe er hørlig for andre end mig.
"Ja! Det er ikke noget du skal ønske dig at prøve."
Hun bider sig i underlæben, tøver endnu nogle sekunder.
"Hvad sker der.. nu? Bagefter?"
"Måske lader de mig hænge her lidt. Men før eller senere kommer jeg tilbage
i min celle, og så kan jeg ligge der resten af dagen."
"Hvorfor vil de lade dig hænge her?"
"Har du nogensinde prøvet at få prygl?"
"Nej." Hun står helt tæt på mig nu, hendes stemme er nærmest blevet til en
hvisken.
"Lige bagefter brænder slagene rigtig meget, og man vil enormt gerne gnubbe
sig bagi. Så det er en ekstra lille straf at ligge her og ikke kunne."
"Skal jeg gå om og gnubbe dem for dig?" Hun taler pludselig hektisk, men
stadig lavmælt.
"Nej, lad være. Det er for åbenlyst."

Hun stirrer igen tavst på mig i nogle sekunder. Diskussionen bagved er
blevet mere højrøstet. Angelicas pæne manerer begynder at skalle af.
Pigernes lærer synes pludselig at de skal til at komme videre.
"Sidder du alene i cellen?" spørger pigen.
"Nej, vi er to i hver celle."
"Kan du lide hende du sidder med?"
"Ja. Hun er rigtig sød." Jeg kan ikke lade være med at tale lillepigesprog
til hende.
"Vil hun være sød ved dig når du kommer tilbage?"
"Det kan du tro!" Jeg siger det med et svagt smil, og kan se at hun opfatter
betydningen. Hun stirrer intenst på mig, hendes mund står åben, og hun
skælver svagt. Det er tydeligt for mig hvad hun tænker, og jeg føler at jeg
burde sige et eller andet, hjælpe hende på vej til.. noget. Læreren begynder
at kalde sine elever sammen. Pigen vender sig abrupt fra mig med en mærkelig
kantet bevægelse, som om hun prøver at ryste noget af sig, men uden rigtig
at kunne. Hun slutter sig til de øvrige piger som forlader lokalet i samlet
flok med deres lærer og Angelica. Døren smækker i, den høje metalliske lyd
klinger ud, stilheden sænker sig. Jeg er alene i Stalden med Marta.

Hun skridter roligt omkring mig, og jeg lurer på hvad hun vil gøre nu.
Adrenalinen suser i min krop, og jeg kan ikke lade være med at tænke på
Rosalina, der ligger oppe i cellen og venter på mig. Tanken får det til at
suge dybt i maven, og det føles helt forkert, for jeg er jo ikke sådan en
pige der bliver ophidset af.. det her. Men jeg trænger virkelig til Rosalina
nu, hvis bare Marta dog ville slippe mig fri.

"Nå Ana, så fik du et sæt friske striber! Du kunne sikkert godt tænke dig at
gnubbe på dem nu."
Hun står lige bag mig og betragter sit værk. Jeg ved ikke om det er meningen
at jeg skal svare noget, men mit mod synker. Så lægger hun til min
overraskelse en flad hånd på min ene balde, og gnubber den forsigtigt. Det
er sindssygt lækkert, og præcis det jeg trænger til. Det er også ophidsende,
selvom jeg helst ikke vil være ved det.

"Og du kunne sikkert også godt tænke dig at komme op i cellen til din
beskidte lille tæve!" Hun fortsætter med at gnubbe, jeg ved stadig ikke om
jeg skal sige noget eller ej.
"Du er garanteret en af den slags tøser der bliver ophidset af det. Ligger
her og nyder det, gør du!"
"Gu´ gør jeg ej!" siger jeg helt uvilkårligt, men nu bevæger hendes hånd sig
ind i spalten mellem mine balder, glider op og ned, forsigtigt, kildrende.
Jeg kæmper for at holde min krop og mit åndedræt i ro. Hendes fingre glider
længere ned, ind under numsen, finder skamlæberne. De er glinsende fugtige,
og det giver et sæt i min krop da hun stryger fingerspidserne over dem. Jeg
kan ikke længere skjule min ophidselse, hverken for mig selv eller for
hende.

"Tænkte jeg det ikke nok! En pervers lille møgtøs der ligger og bliver gejl
på statens regning. Og lyver for mig oven i købet!"
Jeg har lyst til at svare et eller andet, men lige idet hun siger det finder
hendes fingre min lille saftige bønne, og jeg gisper stakåndet. På en
mærkelig måde multipliceres lysten af at være til stede ved siden af den
langsomt svindende smerte som stadig hænger i min bagdel. Hun pirrer mig
forsigtigt, og det er sindssygt godt, men også frustrerende. Mere vil have
mere. Hun piller på mig indtil hele min krop skælver, og min vejrtrækning er
tung, hektisk. Så letter hun af, rører mig med fingerspidsen, lige præcis
nok til at opretholde min dirrende ophidselse.

"Hvad synes du vi skal gøre nu, Ana? Skulle jeg lade dig hænge til tørre en
times tid? Eller skulle jeg hellere tage at gøre dig færdig, og putte dig
tilbage i cellen?"
Jeg genvinder kontrollen over mit åndedræt. Svaret giver sig selv, men i
spjældet er intet gratis, det lærer man fra dag ét.
"Hvad vil du have mig til?"
Marta taler langsomt, med eftertryk.
"Jeg vil ride dit kønne lille fjæs, lige når jeg har lyst til det! Og du vil
gøre alt hvad du kan for at det skal blive godt, og du vil ikke skabe nogen
problemer for mig."

Jeg ved at det er et tilbud jeg ikke kan afslå. Selvfølgelig er der regler
imod den slags. I princippet kunne jeg sikkert skabe problemer for Marta.
Men sådan er virkeligheden jo ikke, med det helt entydige magtforhold der
hersker mellem os. Jeg skal bare være glad for at hun i det mindste forsøger
sig med det gode. Det er hvad jeg siger til mig selv. Et sted i baghovedet
ved jeg også at selv hvis jeg havde et valg ville jeg ikke kunne sige nej,
ikke sådan som jeg ligger og har det lige nu.

"Deal!" siger jeg, klart og tydeligt.
Hun begynder igen at kæle for bønnen, fører gradvist fingrene længere op,
indfølt, forskende. Et nyt rush af vellyst strømmer igennem mig. Hun driller
mig, skifter mellem at trykke til, så jeg bliver voldsomt ophidset, og lette
af, så jeg hænger skælvende, desperat længselsfuld efter at få mere. Og jeg
kan intet gøre, fastspændt over Hesten som jeg er. Ikke andet end at
overgive mig helt og holdent til hendes kontrol. Det er noget af det mest
ophidsende jeg har prøvet i hele mit liv.

Hun trækker det ud indtil min krop ryster så voldsomt at Hesten ryster med,
og jeg kontinuerligt udstøder en tynd bedende jamren.
"Har møgtøsen overhovedet fortjent at komme?"
"Please.." jamrer jeg, kan ikke regne ud hvad jeg ellers skal svare.
"Er jeg din herskerinde?"
"Ja!"
"Er du min lydige lille tæve?"
"Ja.. åhhh!" Hun trykker pludselig til, samtidig med at hun sætter et hårdt
klask i min stribede mås, og slipper flodbølgen løs igennem min krop. Alle
andre sansninger drukner i et brøl af koncentreret vellyst, jeg tror måske
at jeg skriger, men jeg ved det faktisk ikke, er ikke længere bevidst om
noget som helst andet end intens nydelse. Den klinger af, lige så langsomt
som smerten efter slagene. Der går vel et lille minuts tid før jeg erkender
at jeg stadigvæk er spændt fast over Hesten, og har ømme striber over
bagdelen.

"Det må være nok for idag, tæve." siger Marta, og begynder at løsne remmene.
Jeg sitrer stadig svagt af ophidselse, det er en overvindelse at komme på
benene. Samtidig er jeg usikker, forvirret. Hvad skal der ske nu? Vil Marta
begynde at indkassere sin betaling med det samme? Hun siger ikke mere, men
gør en kort håndbevægelse, og jeg forstår at jeg skal klæde mig på igen. Jeg
trækker forsigtigt trusserne på plads over min stribede mås, derefter går
det hurtigere med resten af tøjet. Da jeg har lynet fangedragten op fisker
Marta håndjernene frem, og jeg vender mig væk fra hende, lægger artigt
hænderne på ryggen. Mærker igen det kolde stål, den lille befrielse ved
låsens metalliske klikken. Nu er det igen Marta der bestemmer et hundrede
procent over mig. Hun gider ikke længere fodjernene, men genner mig hen imod
døren med et let skub.

Da vi kommer ud på gangen ser vi en fangevogter føre to piger ud fra
vaskeriet, lige overfor trappen op mod celleblokkene, smække døren i og
låse. Marta skridter påfaldende roligt ned ad gangen, jeg følger lige
bagefter. Da vi selv er ud for vaskeriet og trappeopgangen står hun stille i
nogle sekunder, som om hun tænker. Der er stadig rester af lyst som bevæger
sig rundt i min krop, og jeg tænker igen på Rosalina som venter mig oppe i
cellen. Mon jeg kan være lige så passioneret som hun forventer, efter det
der allerede er sket?

Marta drejer abrupt omkring, som om hun omsider har taget en beslutning,
åbner døren ind til vaskeriet, og tænder lyset. Hun skubber mig ind, og
lukker døren efter sig. Halvdelen af lokalet er fyldt med de lærredssække
som vi pakker med rent tøj, de ligger op ad væggen i en stor bunke der
skråner ned mod os. Jeg vender mig om mod Marta, let forvirret selvom jeg
nok aner hvad der skal ske. Hun går uden videre frem imod mig, sætter
hænderne på mine skuldre, og skubber mig hårdt bagud.

Med mine sammenlænkede hænder har jeg ingen chance for at holde balancen.
Jeg tumler bagover og lander på ryggen, hjælpeløst sprællende i bunken af
vasketøj. Personalets uniform er en grå kedeldragt i tykt groft stof. Nu ser
jeg Marta åbne lynlåsen så dragten spalter og åbenbarer hendes brede,
muskuløse overkrop. Hun har en stram sports-bh indenunder, men den
forhindrer ikke brysterne i at stå ud. Hun krænger dragten ned, lader den
falde tungt til jorden med sin klirrende last af håndjern og nøgler. Til min
overraskelse ser jeg at hun ikke har trusser på indenunder. Hendes lår er
glatte og fyldige, hofterne brede, en stor sort dusk vokser vildt i skødet.
Hun går frem imod mig.
"Så, tæve! Nu skal vi se hvad du duer til!"

I næste nu er hun over mig. Hendes stærke lår omslutter den sæk som mit
hoved hviler på, og jeg når lige at stikke tungen ud idet hun presser sit
skød ned over mit ansigt. Varm hud, hår, safter, det lukker sig om mig,
spærrer mig inde. Hun rider mig hårdt helt fra starten, hendes lyst er
umiddelbar, vild, grådig. Jeg føler det som om jeg er ved at drukne, må
snappe efter vejret hver gang der er den mindste mulighed. Hun vrider sig
rundt over min mund, min tunge, næsen, hele mit ansigt bliver smurt ind i
hendes væsker. I min hjælpeløse tilstand mærker jeg fortvivlet lysten vokse
i hende, større og større bølger går igennem hendes krop, og trykkes ned i
ansigtet på mig. Jeg kan svagt høre hendes stønnen gå over i en jamren, der
igen går over i abrupte skrig. Til sidst tager hun fat om nakken på mig med
hænderne, presser mit ansigt hårdt op i skødet, kører rundt med det. Hendes
orgasme er tung, våd, voldsom, safterne sprøjter ud i mit ansigt, ind i min
mund, jeg får det galt i halsen, iltmanglen svider i min krop mens hun gør
sig helt færdig over mig. Lige da jeg tror at jeg skal miste bevidstheden og
dø giver hun slip, lukker den frie luft ind, jeg hoster, gisper, hiver efter
vejret, mit ansigt fuldstændig gennemblødt af hendes frådende udløsning.

Hun sidder tungt ovenpå min krop i et stykke tid mens hun genvinder
fatningen. Så rejser hun sig, og trækker mig med op.
"Ikke tosset, af en lille grøn møgtøs at være. Du skal nok få det lært. Godt
at se du kan lide det!" Hendes tonefald er sarkastisk. Jeg står usikkert på
benene, kæmper for at finde balancen, både på grund af håndjernene, og på
grund af min halvkvalte tilstand.
"Nok for idag, tøs. Lad os få dig op i cellen!"

Hun gør et kast med hovedet og åbner døren for mig. Jeg bevæger mig ud på
gangen, Marta lukker døren efter sig, vi går op ad trappen. Efterhånden som
jeg får betalt af på iltgælden mærker jeg en ny lystfølelse sitre i min
krop. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, har Martas rå og
dominerende seksualitet, og hendes vilde orgasme over mig, tændt et eller
andet. Jeg begynder igen at tænke på Rosalina. Det kribler i maven da vi går
ned ad gangen og nærmer os cellen.

Rosalina ligger under dynen og ser ud til at være faldet i søvn. Hun vågner
og misser med øjnene da Marta sætter nøglen i låsen.
"Så, min lille uartige rose, nu får du din stribede mis tilbage at lege med!
Måske vil hun vise dig et par nye ting hun har lært!"
Hun skubber mig ind i cellen, smækker døren i med et højt KLANG! der runger
gennem gangen. Jeg stikker hænderne bagud, mærker håndjernene blive løsnet,
en let snurrende fornemmelse i håndleddene.
"God fornøjelse, bitches! Vi gider ikke se på jeres griseri!"
Hun trækker yderdøren for så endnu en metallisk klang-lyd ruller gennem
gangen. Rosalina kigger på mig fra nede under sengetæppet med et frækt
indbydende smil.
"Gæt hvem der er nøgen under tæppet!"

Sekundet efter forsvinder hun, da lysstofrøret i loftet over vores hoveder
går ud. Uden lys, og med yderdøren lukket er cellerne virkelig mørke, på en
måde folk ikke rigtig forstår indtil de prøver det. Man venter at øjnene vil
vænne sig til det, men det sker ikke.

"Marta, for helvede!" udbryder jeg uvilkårligt. Lyset bliver egentlig styret
centralt, men der er også kontakter uden for de enkelte celler, så
fangevogterne kan slukke for hvem de nu har lyst til.
"Så må vi jo føle os frem!" kommer det kælent fra Rosalina. Så spørger hun i
et mere alvorligt tonefald:
"Hvad var det for noget hun snakkede om?"

Jeg tøver, har egentlig ikke lyst til at fortælle Rosalina hvad der er
foregået. Er bange for at hun skal blive.. jaloux. Eller noget. Men vi
kender hinanden for godt, og tilbringer for meget tid sammen. At lyve for
sin cellekammerat er som at lyve for sig selv. Man kan prøve, men det
fungerer ikke i længden.
"Hvad tror du?" mumler jeg lavmælt.
"Du så våd ud. Har hun kneppet dit fjæs?"
"Lige netop!"
"Hvordan var det?"
"Som at drukne, vil jeg tro. Et øjeblik troede jeg faktisk at jeg skulle
dø."
"Stakkels dig!"
"Det er OK."
"Gjorde hun.. andet?"
Jeg tøver igen, men jeg kan ikke leve med at have hemmeligheder for
Rosalina.
"Hun pillede på mig. Mens jeg lå over Hesten."
"Mm-hm! Var det godt?"
Jeg må tage mig sammen for at svare klart og tydeligt.
"Ja! Det var.. heftigt. Striberne, fikseringen.. jeg ved ikke om jeg kan
forklare det."
"Det behøver du ikke. Jeg har også prøvet det."

Jeg spærrer øjnene op, selvom det føles idiotisk i cellens totale mørke.
Rosalina har altså hemmeligheder for mig.
"Med Marta?"
"Nej. Jeg er Angelicas tæve."
"Det har du aldrig fortalt mig?"
"Jeg.. jeg tænkte at jeg ville vente til du selv havde prøvet det."
"Gør de sådan med alle?"
"Nej. De vælger nogen ud. Men jeg var ret sikker på at det ville ske for
dig."
"Hvorfor?"
"Fordi du er for lækker!" Jeg kan høre hende smile selvom jeg ikke kan se
det. "Og fordi.. du er naturligt til piger, og meget liderlig. Sådan nogen
vil de gerne have. Så kan de udnytte dit eget begær til at dominere dig."
Jeg tænker flygtigt på hvordan Marta drillede mig mens jeg lå over Hesten.
"Vil de så alle sammen falde over mig nu?"
"Nej, hvis Marta har taget dig som sin tæve vil de andre holde sig fra dig."

Vi er tavse i nogle sekunder, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til
det. Rosalina tager ordet igen.
"Fik du så.. nok.. jeg mener, sådan så du ikke længere har lyst til.. mig?"
Jeg svarer ikke med det samme. I stedet tager jeg fangedragten af. Selvom
Rosalina ikke kan se det i mørket kan hun tydeligt høre lyden af lynlåsen
der åbnes, og stoffet der falder ned om fødderne på mig.
"Rosa," siger jeg langsomt, med eftertryk, mens jeg fjerner undertøjet i
stigende ophidselse, "du drømmer simpelthen ikke om hvor meget jeg trænger
til dig lige nu!"
"Jo!" svarer hun stille, næsten hviskende, imens jeg sparker trusserne ud i
mørket. "Det er lige præcis det jeg drømmer om!"

Jeg famler mig frem i cellen, mærker sengetæppets grove stof, og konturen af
Rosalina nedenunder. Jeg løfter tæppet, føler mig frem, lader fingrene
stryge henover Rosalinas glatte varme hud. Hører hendes åndedræt blive en
lille smule tungere. I cellens totale mørke er alle andre sanser skærpede.
Jeg smyger mig tæt op ad hende, det er som at komme hjem. Vi omslutter
hinanden med armene, hun kysser mig blidt på kinden, hendes læber er bløde
og varme mod min fugtige hud.
"Mmm-hm, så det er smagen af Marta!"

Jeg føler et stik af dårlig samvittighed. Jeg burde have vasket ansigtet
inden jeg lagde mig ned til hende.
"Undskyld. Skal jeg vaske det af?"
"Lad mig gøre det for dig!" siger hun drillende, begynder at slikke mig
rundt omkring i ansigtet. Det kilder lidt. Så finder hun min mund, vi kysser
først blidt, så intenst, så blidt igen. Tungespidserne leger med hinanden.
Hendes hænder glider ned over mine balder, mærker striberne, og udstøder et
dæmpet medfølende "Uuuh!". Hun ved selv hvordan det er at have dem, gnubber
mig forsigtigt, indfølt, lige præcis som en øm numse skal gnubbes. Jeg
stønner sagte, mærker lysten vokse i mig, det er sindssygt lækkert. Lidt
efter lidt glider hendes fingre længere ned, imellem balderne, ned over
mellemkødet, finder klitten og skamlæberne ligesom Marta gjorde. Det kilder
så vidunderligt, og jeg tænker flygtigt at uanset hvor dygtig Marta er, vil
hun aldrig kunne give mig den varme og kærlighed som Rosalina giver mig nu.

"Ved du hvad jeg har lyst til?" hvisker Rosalina.
"Nej?"
"Jeg har lyst til at du skal ride på mig, ligesom Marta red på dig!"
"Hvorfor det? Skulle jeg ikke hellere kæle lidt for dig?"
"Fordi du har fået halen stribet og fået Martas fisse lige i fjæset. Nu må
det være din tur til at være Boss Bitch for nogen. Og jeg er lige her!" Hun
trykker mig tættere ind mod sig mens hun siger det. Jeg mærker et rush af
ømhed og ophidselse.

"Men har du da lyst til at jeg skal være din Boss Bitch?"
"Du kan tro jeg har lyst!" Hun hvisker det tæt mod mit øre, det kilder lidt.
"Boss mig!"
Jeg sætter mig abrupt op i sengen.
"OK, læg dig om på ryggen!"
Hun drejer sig om, og skyder sig lidt nedefter så der er plads til at jeg
kan sidde over hendes hoved. I den smalle seng må jeg rykke helt ud på
kanten for at kunne være der. Så sætter jeg mig forsigtigt på knæene med et
ben på hver side af hende, føler mig frem for at mærke hvor hendes hoved
ligger, bringer mig i stilling over det. Sænker mig langsomt nedefter,
indtil jeg mærker det lille søde chok af hendes tunge der spiller mod
skamlæberne. Jeg justerer min stilling indtil den spiller mod klitten. Bløde
lystbølger bevæger sig op gennem min krop. Hun sætter sin tunge i
svingninger, men holder den på samme sted, overlader bevægelserne til mig.
Jeg glider roligt frem og tilbage over hende, så tungen stimulerer klitten
og skamlæberne. Den eneste lyd i cellens mørke er mit eget åndedræt, jeg kan
fokusere min opmærksomhed hundrede procent på at optimere nydelsen mellem
mine ben.

Jeg rider Rosalina nænsomt, bygger det langsomt op, indtil hele min krop er
porøs af lyst, dens svage dirren et forvarsel om det voldsomme, eksplosive,
der lurer under overfladen. Jeg lader klitten beskrive små tætte cirkler
omkring Rosalinas vibrerende tungespids. Nydelsen er så intens at jeg næsten
ikke kan være i den, og jeg må hele tiden minde mig selv om at være
forsigtig med Rosalina.

"Kom så, baby!" hvisker hun pludselig nede under mig. Opfordringen giver et
gigantisk sug i maven, jeg hænger ubeslutsomt over hende et par sekunder
mere, så giver jeg efter, trykker mig selv ned over hendes ansigt, gnider
mit skød fra tungen op over næsen og tilbage igen. Eksplosionen kommer
næsten med det samme. En vild, vidunderlig krampe gennem hele min krop, jeg
skriger ud i mørket, presser mig ned over hende, vrider mig frem og tilbage,
som var hun en saftpresse, og jeg den saftige frugt. Da jeg omsider er tømt,
og skubber min skrævende positur bagud, ned over hendes mave, hører jeg at
hendes åndedræt er tungt, hivende, jeg har næsten kvalt hende, sådan som
Marta også kvalte mig. Orgasmens dumpe velvære viger for en stikkende
skamfølelse.

"Undskyld, Rosa!" hvisker jeg, læner mig fremover, kysser hende forsigtigt,
slikker mine egne kropsvæsker af hendes næse, hendes kinder.
"Du skal ikke.. undskylde! Jeg ville.. gøre det for dig." Hun er stadig
stakåndet.
"Det var ikke meningen det skulle være så hårdt!"
"Jeg ville det.. mærke din lyst. Vildskab. Jeg er simpelthen så liderlig
lige nu!"
Jeg tænker et øjeblik.
"Vend dig om på maven!" siger jeg så.

Hun lystrer, og jeg flytter mig ned i sengen, lægger mig mellem hendes ben.
Jeg lader mine fingerspidser glide op ad hendes lår, og henover den runde,
faste, struttende bagdel, forsigtigt, så det kilder mod huden. Jeg kærtegner
balderne, først med fingerspidserne, så med begge mine håndflader, jeg
bliver aldrig træt at af mærke deres konturer. Og jeg ved at det er en
hyperfølsom erogen zone. I det tyste mørke hører jeg tydeligt hvordan
Rosalinas åndedræt bliver tungere.

"Pas på, Ana. Du ved hvad der sker!"
"Husk at det stadig er mig der bestemmer!"
Jeg begynder at ælte hendes balder, blødt, forsigtigt. Samtidig lader jeg
min tunge spille i den øverste del af spalten, lige der hvor den begynder.
Jeg bevæger langsomt tungen længere nedad. "Uh!" udbryder hun sagte, og
spreder benene ud. Min tunge finder hendes røvhul, jeg gør tungespidsen stiv
og lader den cirkle om det i små krappe bevægelser. Hendes krop flytter sig
en smule, jeg fornemmer at hun har trukket armene ind under sig, så hun kan
række ned og selv spille på klitten. Jeg lader hende gøre det, fortsætter
med at slikke hendes røvhul og ælte hendes balder. Det begynder at give små
sæt i hendes krop, hun klynker og stønner, først svagt, så kraftigere. De
små trækninger i kroppen vokser sammen til en dirren, en skælven, der brydes
af større spjæt. Hendes klynken går over i en dyb kontinuerlig jamren, og
jeg kan tydeligt høre den slubrende lyd af hendes fingres intense arbejde
mellem benene. Hun er tæt på nu, lysten skyller ind over hende i bølger, når
lidt højere hver gang. Da udløsningen endelig kommer giver det et voldsomt
sæt i hendes krop, hendes bagdel støder hårdt mod mit ansigt, og hun
udstøder sin karakteristiske dybe, langtrukne grynten. Så bliver hun slap
under mig, jeg lader tungen glide op hvor spalten begynder, mens hænderne
fortsætter deres kærtegn.

Efter et stykke tid mærker jeg at hun vender sig om på siden. Hun rækker ud,
og trækker min seng tæt op ad hendes egen med en skramlende lyd, det må vi
egentlig ikke, men i mørket er der ingen regler. Hun sætter sig op i sengen.
"Så, min lille stribede mis, nu har du bosset mig nok rundt for i dag!"
"Hvad skal det sige?" spørger jeg, i et påtaget fornærmet tonefald.
"Det skal jeg vise dig!"

Hun kaster sig over mig med et rovdyrs knurren, vælter mig omkuld på
sengenes flade. Vi tumler rundt som var vi i en brydekamp, griber og famler
efter hinandens gode steder, søger hele tiden nye stillinger, nye vinkler,
slikker, gnubber, napper og bider. Sveden bryder frem på vore kroppe, gør
dem glatte og salte. Vild lidenskab rejser sig i os. Vi tumler en sidste
gang rundt så vi ligger modsatrettede, med sammenslyngede ben, gnubber
klitterne direkte mod hinanden. Vildere og vildere går det, Rosalina kommer
voldsomt, støder op imod mig, hendes ophidselse skyller over i mig, en
heftig orgasme går gennem min krop. Vi ligger slappe, forpustede, et kort
stykke tid. Så rykker vi sammen igen, begynder forfra med kys og kærtegn.

Vi ender med at ligge på siden, hver især med hovedet i den andens skød,
slikker fisse og kæler for hinandens numser, afslappet, dvælende. Stille og
roligt smelter vi sammen til én varm, dunkende, skælvende organisme, kan
knap nok skelne vores individuelle lyde og reaktioner fra hinanden. Lysten
bygger op på ny, en dyb rodfæstet lidenskab, som sender tunge langtrukne
orgasmer igennem os på skift. Ekstasen bølger frem og tilbage imellem os, en
tid lang tænker jeg at vi kunne blive i denne tilstand uendeligt, men til
sidst sniger trætheden sig ind, og orgasmebølgerne afløses af et tungt,
dumpt velvære, der trænger ud i alle afkroge af vore udmattede,
gennemkneppede kroppe.

Så ligger vi på ryggen ved siden af hinanden i mørket, lytter hver især til
den andens sagte åndedræt, mærker de gennemblødte lagner under os, hele
cellens indelukkede, dampende fugtigvarme. Jeg ved ikke hvor lang tid der er
gået, har været helt opslugt af vores elskovsleg. Nu er den overstået,
tænker jeg. Nu slæber tiden sig afsted igen. Jeg har tre år og fire måneder
tilbage herinde. Selv vores dybe lidenskab kan ikke udfylde så meget.

Jeg vender mig atter om mod Rosalina, lader tungen glide over hendes salte,
svedige hud. Hvad er der ellers at gøre? Min tunge slikker op over hendes
ene bryst. Jeg lader læberne omslutte brystvorten, tungen spille imod den,
mærker at den bliver stiv, at det giver et lille sæt i hendes krop, at
hendes åndedræt bliver en lille smule tungere. Tre år og fire måneder. Men
jeg er Martas tøs nu, noget nyt vil ske, om det så er godt eller skidt. Og
jeg har Rosalinas stive brystvorte mellem mine tænder. Tiden kan bare komme
an.

 

 

 

 

 <https://sexwriter.dk/visprofil.aspx?id=21575> kanlidefoto(k)

 

 <https://sexwriter.dk/visprofil.aspx?id=21595> -LH-(k)

 <https://sexwriter.dk/visprofil.aspx?id=12893> wantkid1(K)

 <https://sexwriter.dk/visprofil.aspx?id=21188> Fy Og Bi(p)
<https://sexwriter.dk/visprofil.aspx?id=19911> monalisa42(k)

 <https://sexwriter.dk/visprofil.aspx?id=21036> Fie1962(k)

 <https://sexwriter.dk/visprofil.aspx?id=21199> Borg 79(k)
<https://sexwriter.dk/visprofil.aspx?id=21656> haslevbi(p)

 

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/sexlisten_blindkom.dk/attachments/20221120/d27dbaee/attachment.html>