[Teknik og fritid] Daos forsinkelser ødelægger Thors forretning: 'Det er absurd' | Indland | DR

Hans Mikkelsen hansmikkelsen at stofanet.dk
Fre Jan 30 09:29:26 CET 2026


Daos forsinkelser ødelægger Thors forretning: 'Det er absurd' | Indland | DR

 <https://www.dr.dk/nyheder/indland> Indland

Daos forsinkelser ødelægger Thors forretning: 'Det er absurd'

Dao beklager og oplyser, at de har fået 15.000 henvendelser om forsinkede
breve siden årsskiftet.

Frustrationen er stor hos Thor Østergaard, der sælger klistermærker til
bl.a. postkasser. (Foto: © Simon Hellberg Hansen )

Af

 <mailto:tian at dr.dk> Tina Vestergaard Andersen

 <mailto:thod at dr.dk> Thomas Dige Pedersen

I dag kl. 07:35

Thor Østergaard har et lille firma, hvor han laver klistermærker til for
eksempel postkasser. Det kan være 'her vogter jeg'-mærker med en hund eller
silhuetter af en lille familie.

Alt sammen noget, der nemt kan sendes som brevpost.

Derfor overgik Thor Østergaard, som alle andre danskere til at bruge firmaet
Dao som brevomdeler, da PostNord ved årsskiftet stoppede med at dele breve
ud.

Læs også:
<https://www.dr.dk/nyheder/indland/i-dag-omdeler-postnord-deres-sidste-brev-
det-er-historisk> I dag omdeler PostNord sit sidste brev: 'Det er historisk'

Men det har han fortrudt, for han har efterhånden adskillige eksempler på,
at hans forsendelser til kunderne er voldsomt forsinkede.

Daos leveringstid

Af Daos hjemmeside fremgår det, at der er følgende leveringstid på breve:

*         Almindelige breve: Op til fem hverdage

*         Plus breve: En til to dage

*         Breve til udlandet: Typisk 4-16 hverdage, afhængigt af land

*         Rekommanderet brev: To til fem hverdage

Kilde: Dao <https://dao.as/privat-breve/> 

- Jeg taber penge på Dao. Det er hårdt, fordi jeg bliver bekymret, når der
kommer en mail. Er det nu endnu en klage over en vare, der ikke er kommet
frem?

Senest denne uge hvor han måttet gensende en omgang klistermærker, han havde
sendt med Dao 7. januar. Samme aften ankom varen til kunden, 21 dage efter,
at Thor Østergaard havde sendt den.

Forsinkelserne koster ham både energi og penge.

- Jeg har været tæt på at stoppe, fordi det er for opslidende rent
økonomisk, men også menneskeligt. Jeg har tænkt: 'Nu gider jeg fandme ikke
mere.'

Indtil videre er han gået tilbage til PostNord og sender med pakkepost, selv
om det er dyrere.



Pyntede postnumre og hunde-silhuetter er nogle af de ting, som Thor
Østergaards kunder har ventet i spænding på. (Foto: © Simon Hellberg Hansen
)

Han kalder Daos brevomdeling ”absurd”.

- Du skal have dit valgkort, kreditkort og sygesikringsbevis sendt med
posten. Så længe, vi har sådan et samfund, skal vi have et postvæsen, der
virker, mener han.

Forsinkede kreditkort og breve til ældre

Netop kreditkort har flere banker også kæmpet med at få ud til deres kunder
i løbet af januar. Landet over har kunder skrevet bekymret til deres bank,
fordi de ikke har modtaget deres nye betalingskort.

Tip os

Hvis du selv har oplevelser med Dao, så hører vi gerne fra dig. Skriv til os
på p4aarhus at dr.dk.

Det fortæller Finans Danmark, der er bankernes interesseorganisation:

- Der er ingen tvivl om, at det har været et landsdækkende problem. Min
oplevelse er, at alle banker i større eller mindre grad har fået
henvendelser fra bekymrede kunder, som har ventet på nyt betalingskort,
siger Line Munkholm Haukrog, der direktør for investering, digital
innovation og samfundsomstilling hos Finans Danmark.

Også hos Ældre Sagen har den nye brevomdeler skabt udfordringer.

- Efter overtagelsen er der sket en stigning i manglende post for vores
medlemmer. Vi hører fra flere, som venter på breve, der omfordeles forkert,
ikke dukker op eller bliver returneret, siger seniorkonsulent i Ældre Sagen
Louise Kambjerre Scheel.

Og særligt for én gruppe borgere er problemet stort, fortæller hun:

- Brevomdelingen er afgørende for vores medlemmer, især for de 250.000 der
er fritaget for digital post. Fysisk post er den kommunikation, som giver
dem adgang til samfundet, siger hun.

Dao: Vi er meget kede af det

Hos Dao erkender direktør, Hans Peter Nissen, at der er problemer med
forsinkelser, og det har kunderne også gjort dem opmærksom på. Dao har fået
15.000 henvendelser til deres kundeservice siden årsskiftet om forsinkede
breve. 

- Vi er meget kede af det og arbejder intenst med at stramme op på det. 

Det er især problemer med indhentning af brevene og selve brevsorteringen,
der volder problemer lige nu, fortæller direktøren:

- Der har været meget ophobning af breve, når vi modtager dem her, og det er
kommet bag på os. 

Hør Daos direktør, Hans Peter Nissen, forholde sig til kritikken:

Ifølge direktøren har de sat flere tiltag i værk for at komme forsinkelserne
til livs:

- Vi har hentet flere hold ind, så posten kommer hurtigere ind hos os. Vi
ved, hvad vi skal gøre, der skal bare noget mere knofedt på, så kommer vi
derudad, lover han. 

Hans Peter Nissen understreger, at Dao ikke har modtaget rapporter om
forsvundet post, kun forsinkelser. 

- Jeg er meget bekymret, når det gælder post, der ikke kan komme frem. Man
skal selvfølgelig kunne stole på os. Jeg har et håb om, at vi kører normalt
igen om en måneds tid, siger han.

 

https://www.dr.dk/nyheder/indland/daos-forsinkelser-oedelaegger-thors-forret
ning-det-er-absurd

 

 

-------------- næste del --------------
An HTML attachment was scrubbed...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/teknikfritid_blindkom.dk/attachments/20260130/db404f86/attachment.htm>
-------------- næste del --------------
A non-text attachment was scrubbed...
Name: image001.jpg
Type: image/jpeg
Size: 121728 bytes
Desc: ikke tilg&aelig;ngelig
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/teknikfritid_blindkom.dk/attachments/20260130/db404f86/attachment.jpg>


Mere information om maillisten Teknikfritid.