[Sportslisten] Nekrolog: Sepp Piontek.

[Hans Mikkelsen]

Fra af Allan Fohlmann Sendt: 19. februar 2026 15:25 fohlmann at stofanet.dk <mailto:fohlmann at stofanet.dk>  Emne: Nekrolog: Sepp Piontek.

 

Denne meget lange men meget velskrevne og informative nekrolog er hugget på Flemming Tofts facebookside.

Sepp er død, fodbolden lever. Takket været Sepp.

Det var ham, der ændrede dansk fodbold. Den tyske dansker.

Disciplinen, det hårde slid, den germanske grundighed - det var, hvad han kom med. Han transformerede landsholdsfodbolden. Og gjorde nationaldragten til mere end en tur i byen med gutterne.

Det var sådan de havde det - spillerne på landsholdet. Under den trinde Kurt Nielsen, der iført hængerøv i træningsbuksen, et kækt amatørhjerte og en omgængelig væremåde, kridtede linjer og smil. Spillerne bestemte farten - og den gik mod det indre København rundt om landskampene.

DBU skulle have ny landstræner - sidst i halvfjerserne.

“Bare det ikke bliver en tysker”.

Preben Elkjær - sagt med glimt i øjet, men dog med udråbstegn. Han mente det. Han frygtede den tyske disciplin. Det blev en tysker.

Og han ville gøre gammel dansk til nyt tysk - med andre ord ændre attitude. I DBU og hos spillerne. Det skulle være alvor, det der med landsholdet.

Forvandlingen betød et dansk landshold, der blevet taget internationalt seriøst. Og en række fremragende spillere, der tog det internationalt seriøst. Ellers var de ikke med. Uanset navn og rang.

De prøvede i starten, spillerne, at tage temperaturen på den nye klasselærer. Men de slog sig på en tysker, der var bygget på en opdragelse af de barske, mens anden verdenskrig prægede kloden og ikke mindst Breslau, hvor Sepp voksede op.

Hans forældre måtte sælge deres ejendele for at kunne sætte mad på bordet til Josef (Sepp) og hans to søskende. Det var et liv på krigens barske betingelser, Breslau blev tæppebombet, indbyggerne flygtede og byen blev polsk og hedder i dag Wroclaw.

Det var det, der formede Sepp og gav ham den særlige karakter. Han skulle kæmpe for at løfte sult og modgang. Den barske virkelighed krævede hårdt slid, seriøst arbejde og karakter. Det blev dna-strengen i det videre liv.

Han skulle have været på bygningskonstruktør-vejen, men valgte at bygge sin egen og senere det danske landsholds fremtid op. Den aktive karriere i Werder (og seks gange på landsholdet) som “Bøflen fra Bremen” på grund af sin fysiske kompromisløshed.

Det var en “typisk Sepp”, da han via sin danske klubkammerat, John Danielsen, lærte lidt danske gloser og før en kamp sagde til sin direkte modstander fra Borussia Mönchengladbach, danske Ulrik leFevre: “Hvilken hospital vil du på”. Resultatet var som Sepp-ventet - le Fevre satte ikke en fod rigtigt.

Sepp var også kompromisløs i sine krav til de “forkælede” danske spillere, da han tog over i 1979. Men han forstod at massere lidt dansk mentalitet ind i helheden. På den måde fik han Elkjær og co. til at acceptere den fodboldmæssige alvor og dens muligheder.

Der var særlige nedslag i Pionteks tid. Foruden dem han naturligvis satte højest - hustruen Gitte og datteren Stephanie. 

Landskampen i Rom 1980, hvor Danmark tabte 2-0, men hvor spillerne i flyet hjem festede i uhørt, men sædvanlig grad. Det øgede Sepps disciplinære og bryske udtryk overfor hver enkelt - han flyttede landsholdshotel fra noget nær luksus på Strandvejen nord for København til betonbyggeri på den københavnske vestegn.

Spillerne forstod alvoren, brokkede sig, men måtte adlyde - og acceptere. Det her var Sepp Piontek.

Det blev en seriøs samling, der skabte det hold Sepp, Danmark - og spillerne ville. Fluebenet kan her år senere sættes ud for 3-1 sejren over Italien i Idrætsparken 1981, 2-2 kampen mod England i 1982, 1-0 sejren på Wembley (Allan Simonsen) i 83 og så kvalifikationen til det internationale kort efter 2-0 sejren i Grækenland.

Vi husker nok bedst EM i Frankrig 1984 og den evigt levende VM-slutrunde i 86, men for Sepp Piontek var det absolutte højdepunkt 4-2 sejren over Sovjetunionen 1985.

Ting fra resultattavlen og aldrig til glemmebogen. Men hans generelle indflydelse på dansk fodbold, mentaliteten, alvoren i legen i en kombination med mange fremragende spillere og et dansk publikum, der sørgede for fællesskabet, gør mindestenen særlig i vores fodboldhistorie.

Og så hans evne til at favne danskerne og vores sprog. Det kan godt være han spurgte efter “killinger”, når han ville bestille kyllinger, og at han gebrokkent sagde “små marginaler”, men han omfavnede sit nye lands modersmål og holdt den tyske disciplin ud i den ene strakte arm, mens han med den anden blev en af “vores” og en ven af folket. Og af spillerne. Ikke mindst Preben Elkjær, der altid har fremhævet deres indbyrdes venskab. Sådan var det ikke fra starten - “Jeg kunne slå ham ihjel”, sagde Sepp, når drillerierne i provokations højde blev for udtalte. To personligheder, der mødtes på midten.

Sepp Piontek kunne fortælle i timevis - også selvom han ikke fik lov. Så tog han selv ordet. Og delte ud med begejstring - og forundring - over sin tid som landstræner i Haiti. Her mødte han zombier, voodoo og sort magi som en del af bruttotruppen. Spillere der ikke ville gå i bad, fordi de mente at sorte kræfter så ville overtage deres krop, spilleren der mente han kunne flyve og derfor blev sat af bussen på vej til kamp og i det hele taget en verden, der var så langt fra det tyske “ordning muss sein” - ifølge ham selv en tid og et liv han tog med til Danmark. Til en vis grad.

Personligt fik jeg et særligt forhold til Sepp - fordi jeg var med og omkring ham i hele hans regeringsperiode. Hans signatur var mere, meget mere, end det bryske, det tyske. Han charmerede med sin sproglige balance, som jeg stadig tror var bevidst. For i bund og grund gik han op i korrekthed, og insisterede på sine egne indre linjer, at han hurtigt skulle indhalere så meget dansk, som omgivelserne ville syntes om. Således gik han rundt i Fælledparken før sin første udtagelseskamp med en seddel i hånden. Og for sig selv nærmest bugtalede han hver enkelt spiller, så han til sidst kunne navnene.

“Nogenlunde”, som Elkjær sagde.

Jeg var med, da han debuterede som landstræner i finske Mikkeli. Og jeg var med i flyet fra Stockholm til London, da han sagde op som landstræner. To fikspunkter i hver sin ende af Sepp-skalaen. Det første med en optimisme og tro på noget stort med det danske landshold: “Danmark har en masse gode spillere, men ikke noget landshold”. Det andet med en bestemthed, da han følte sig snydt af dele af pressen i en sag, der omhandlede hans (lovlige) økonomiske forhold i Liechtenstein.

Han blev derefter træner i Tyrkiet, Silkeborg, AaB og Grønland. Men mest af alt fortsatte han som den dynamiske fortæller i den krønike, han selv var en stor del af. Charmerende og engageret i de gentagelser, der fødte nye anekdoter, og hvor det tyske og danske sprog flettede sig ind og ud af hinanden. Sprechstallmeister Sepp.

Han troede på det danske landshold, han troede på sine spillere. Han gav os noget særligt - vi lod os begejstre. De vandt ikke noget - dynamit-drengene. Og dog, de vandt vores hjerter. Der er de stadig. Måske placeret i en kontekst fra den troende Sepp Piontek:

“Når man tror på Gud, vil man aldrig tørste efter mere”…

 

-------------- næste del --------------
An HTML attachment was scrubbed...
URL: <http://blindkom.dk/pipermail/sport_blindkom.dk/attachments/20260219/bafaafa2/attachment.htm>